Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af gruppen Saraya Al Quds, som har tilknytning til Hizbollah og har forsøgt at hverve ansøgeren til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Al Burj lejren, hvor der er politiske spændinger mellem diverse partier. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Libanon. Endelig har ansøgeren henvist til, at han har oplevet chikane på grund af sit handicap. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og to venner blev opsøgt af en person ved navn Hekmat på en udendørs cafe. Hekmat forsøgte at overbevise dem til at lade sig rekruttere. Ansøgeren oplyste Hekmat, at han ville overveje at tilslutte sig gruppen, selvom dette ikke reelt var ansøgerens hensigt. To dage efter at have mødt Hekmat på cafeen, forlod ansøgeren lejren og tog ophold hos sin fars ven i to måneder, hvorefter ansøgeren udrejste af Libanon. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren som statsløs palæstinenser, født i Libanon, som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 4 kan tjene som første asylland. Ansøgeren har i samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet, som sit basale asylmotiv, henvist til, at han skulle være blevet opsøgt af Hekmat Aqar. Imidlertid har ansøgeren i sit asylansøgningsskema intet anført om denne centrale henvendelse. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt Hekmat Aqar har rettet henvendelse til hans forældre før eller efter ansøgerens egen udrejse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har konkrete og individuelle konflikter med Hizbollah grupperinger. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/2/SEL
