Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og kristen konvertit af trosretning fra Beirut, Libanon. Klageren har været aktivt medlem af Palestine Liberation Organization (PLO) under den libanesiske borgerkrig. [I efteråret] 1986 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 1991 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved Retten i Svendborgs dom [fra efteråret] 2015 blev klageren idømt en bøde på kr. 7.000 og fængsel i et år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 121, § 266, § 276, § 288, stk. 1, nr. 2 og § 293 a (vold mod tjenestemand i funktion, fornærmelig tiltale mod tjenestemand i funktion, trusler, tyveri, røveri og brugstyveri af motorkøretøj). Klageren blev endvidere udvist af Danmark efter udlændingelovens med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 22, stk. 1, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 3. [I foråret] 2016 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev nedsat til et års fængsel, og at indrejseforbuddet blev nedsat til 6 år. [I foråret] 2016 og [i efteråret] 2016 er klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en udsendelse til hjemlandet med henvisning til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, af shia-muslimer og ekstremister, ligesom han frygter at blive slået ihjel af PLO eller tvunget til at deltage i kamphandlinger. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie ved en tilbagevenden til Libanon vil blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder Hizbollah, ekstremister og Amal-militsen, fordi han har været medlem af PLO og deltaget i kamphandlinger for dem under den libanesiske borgerkrig. Klageren frygter også at blive slået ihjel af PLO eller blive tvunget til at deltage i kamphandlinger for dem, fordi han flygtede ud af Libanon under borgerkrigen. Klageren er født og opvokset i Sabra- og Shatila-lejren i Beirut. Klageren tilsluttede sig PLO, da han var ni år gammel, og han var aktivt medlem frem til han var omkring 13 år gammel. Klageren tilsluttede sig herefter det libanesiske civilforsvar, hvor han arbejdede med nødhjælpsarbejde i omkring to og et halvt år. Klageren tilsluttede sig herefter PLO igen, hvor han var aktivt medlem i omkring fire-fem år, og han fik i 1985 rang af løjtnant. Klageren og hans familie begyndte efterfølgende at modtage trusler fra Amal-militsen. I 1986 blev klageren tilbageholdt af Amal-militsen i tre måneder. Klageren blev under tilbageholdelsen udsat for grove fysiske overgreb. Under tilbageholdelsen bestak klageren en general fra Amal-militsen, og generalen hjalp klageren med at flygte og udrejse fra lufthavnen i Beirut til Østberlin. Klageren rejste herefter med tog fra Østberlin til Danmark. Idet klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke til en frivillig udsendelse, skal der i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Klageren har to voksne børn i alderen 26 og 27 år. Han har ikke haft kontakt med dem, siden de var helt små, men har genoptaget kontakten med dem i 2016 og har siden været i telefonisk kontakt med dem ca. 1 gang om ugen. Klageren har anført, at han har betændelse i kroppen, lungebetændelse og er smittet med hepatitis c, og at han har psykiske problemer på grund af, hvad han har været udsat for i Libanon, og på grund af udvisningen. Han har haft et mangeårigt misbrug af alkohol og narkotika, der dog er blevet mindre efter, at han igen har fået kontakt med sine børn. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af, at klageren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen imidlertid, at Libanon, hvor klageren er født og opvokset, og hvor han opholdt sig i årene frem til udrejsen i 1986, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen ikke, at klageren ved en udsendelse til Libanon risikerer forfølgelse, der er affødt af hans race, nationalitet eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politiske anskuelser som omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1A. Udlændingelovens § 31, stk. 2, er derfor ikke til hinder for en udsendelse af klageren. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren i to perioder har været tilknyttet PLO i årene fra 1978-1982 som børnesoldat og igen fra omkring 1983-1986, hvor han opnåede rang af løjtnant, idet han har forklaret, at han i den sidste periode hovedsagelig evakuerede og beskyttede civile. De påberåbte forhold ligger således alle meget lang tilbage i tid. Det bemærkes, at der på trods af, at Amal militsen op til ansøgerens udrejse skulle have truet klagerens familie i Libanon, ikke er sket familien noget. Det er således også først i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret, at hans bror Khader for 1-2 år siden har oplyst klageren om, at han skulle passe på ikke at bruge sin telefon så meget og ikke komme til Libanon, da ”de” var efter ham. Tidligere har klageren i samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han sidst mente, at han havde været i kontakt med familien i Libanon for 15 år siden. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der har været fremsat trusler mod klageren fra Amal-militsen eller andre grupperingers side siden udrejsen, og lægger i stedet til grund, at det alene beror på klagerens formodning, at han skulle være eftersøgt af Amal-militsen, PLO eller af myndighederne i Libanon. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være kristen kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at der er mange kristne i Libanon, og at der ikke i baggrundsoplysningerne er holdepunkt for, at der sker forfølgelse af kristne. Idet hverken oplysningerne om klagerens personlige forhold eller om hans helbredsforhold kan føre til en ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/10/CHA
