Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive hvervet til militærtjeneste af General Kommandoen og i den forbindelse blive sendt i kamp i Syrien. Ansøgeren blev flere gange fra 2012 opsøgt af General Kommandoen, som ønskede at hverve ansøgeren. I [sommeren] 2015 har han af sin onkel i Borg Al-Shamali lejren fået oplyst, at der har været en hvervningskampagne i Jalil-lejren, som ansøgeren kommer fra, og at der er blevet spurgt efter ansøger til at deltage i aktiviteter for General Kommandoen. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt dårlige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer tvangshvervning af Hizbollah eller General Kommandoen til at deltage i krigen i Syrien. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret]2015 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han en enkelt gang for tre til fire år siden blev kontaktet af en repræsentant for General Kommandoen på gaden i flygtningelejren og spurgt om han havde lyst til at tilslutte sig General Kommandoen, hvortil ansøgeren svarede nej, hvilket blev godtaget, og at ansøgeren forklarede, at han på intet tidspunkt siden episoden er forsøgt rekrutteret til noget som helst. Ansøgeren har som asylmotiv under sagens behandling i Udlændingestyrelsen ikke påberåbt sig frygten for General Kommandoens hvervning af ham. Der er således for Flygtningenævnet tale om en afgørende udbygning af asylmotivet og af ansøgerens forklaring herom i forhold til tidligere. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” liba/2016/2/LRN
