Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim. Det fremgår af sagen, at klageren blev født i Danmark [i 1990’erne], og at han [samme år] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at hans mor [tidligere samme år] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Ultimo 1990’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [primo 00’erne] grundet klagerens fars ophold i [et andet vestligt land] som […]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren, hans forældre og to søskende [ultimo 1990’erne] udrejste til [et andet vestligt land]. [Primo 00’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere], idet klagerens bror var syg med […], hvorfor klagerens far var blevet forsinket med […]. [Efter udløbet af de to år] blev klagerens far meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [et år senere] grundet dennes fortsatte ophold i [et andet vestligt land]. Klageren, hans forældre og to søskende genindrejste i Danmark [efter to år]. [I en periode på et år] var klageren, hans forældre og to søskende registreret med bopæl i [en kommune i Danmark]. Siden [medio 00’erne] har klageren, hans forældre og to søskende været registreret i Det Centrale Personregister som udrejst til [et andet vestligt land]. [Samme år] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens far afslag på hans ansøgning om yderligere dispensation. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at såfremt klagerens far ikke tog ophold i Danmark senest [senere samme år], ville hans opholdstilladelse i Danmark være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. [Medio 00’erne] blev klagerens fars opholdstilladelse i Danmark anset for bortfaldet. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen har udtalt, at klagerens yngste bror er omfattet af denne afgørelse. [Samme år] blev klagerens far meddelt afslag på genoptagelse af sagen. [Et år senere] hjemviste Integrationsministeriet (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) bortfaldssagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), henset til, at ministeriet fandt, at afgørelsen tillige skulle omfatte klageren, hans mor og to søskende. [Ultimo 00’erne] besluttede Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren, hans forældre og to søskende har opgivet deres bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det lægges til grund, at klageren udrejste af Danmark i [medio 00’erne] sammen med sine forældre, og at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om klageren har opnået beskyttelse under opholdet i [et andet vestligt land] fra [medio 00’erne]. Det må tillægges vægt, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremlagt anmeldelsesrapport af [sommeren] 2016 fra Københavns Politi angående klagerens mors udrejse af landet bilagt kopi af klagerens mors pas samt boardingpas, og at det fremgår af nævnte pas, at klagerens mor er [statsborger i et andet vestligt land]. Det skal særligt bemærkes, at klagerens mor fremviste passet for de danske myndigheder. Endvidere fremgår det af sagens oplysninger, at klageren i CPR-registret er registreret som [statsborger i et andet vestligt land], og at klageren har opholdt sig i [et andet vestligt land] sammen med resten af sin familie siden [medio 00’erne], ligesom klagerens far er [statsborger i et andet vestligt land]. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har opnået fornøden beskyttelse i [et andet vestligt land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Under disse omstændigheder må klageren antages at være [statsborger i et andet vestligt land]. På denne baggrund har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens mors [pas fra et andet vestligt land]. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til [et andet vestligt land]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/19/SSM
