Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra [by], Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren [primo 1990’erne] blev familiesammenført med […] i Danmark, og at hun [medio 1990’erne] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Ultimo 1990’erne] blev klageren og hendes familie meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til den [to år senere] grundet klagerens ægtefælles ophold i [et andet vestligt land] som […]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren og hendes familie [i slutningen af 1990’erne] udrejste til [et andet vestligt land]. [To år senere] blev klageren og hendes familie meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere], idet klagerens søn var syg med […], hvorfor klagerens ægtefælle var blevet forsinket med […]. [Efter udløbet af de to år] blev klagerens ægtefælle meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [et år senere] grundet dennes fortsatte ophold i [et andet vestligt land]. Klageren og hendes familie genindrejste i Danmark [samme år]. [I en periode på et år] var klageren og hendes familie registreret med bopæl i [en kommune i Danmark]. Siden [medio 00’erne] har klageren og hendes familie været registreret i Det Centrale Personregister som udrejst til [et andet vestligt land]. [I medio 00’erne] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens ægtefælle afslag på hans ansøgning om yderligere dispensation. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at såfremt klagerens ægtefælle ikke tog ophold i Danmark senest [senere samme år], ville hans opholdstilladelse i Danmark være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. [Medio 00’erne] blev klagerens ægtefælles opholdstilladelse i Danmark anset for bortfaldet. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen har udtalt, at klagerens yngste søn er omfattet af denne afgørelse. [Samme år] blev klagerens ægtefælle meddelt afslag på genoptagelse af sagen. [Et år senere] hjemviste Integrationsministeriet (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) bortfaldssagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), henset til, at ministeriet fandt, at afgørelsen tillige skulle omfatte klageren og deres tre fælles børn. [Ultimo 00’erne] besluttede Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren og hendes familie har opgivet deres bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det lægges til grund, at klageren udrejste af Danmark [medio 00’erne], og at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om klageren har opnået beskyttelse under opholdet i [et andet vestligt land] fra [medio 00’erne] og frem til [2015]. Det må tillægges vægt, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremlagt anmeldelsesrapport af [2016] fra Københavns Politi angående klagerens udrejse af landet bilagt kopi af klagerens pas samt boardingpas, og at det fremgår af nævnte pas, at klageren er [statsborger i et andet vestligt land]. Det skal særligt bemærkes fremviste passet for de danske myndigheder. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har opnået fornøden beskyttelse i [et andet vestligt land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. På denne baggrund har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens [pas fra et andet vestligt land]. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til [et andet vestligt land]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/17/SSM
