Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er palæstinenser og sunni muslim fra Sidon-området i Libanon. Fra 2010 til [sommeren] 2014 opholdt han sig en del af tiden i Syrien, hvor han i [sommeren] 2013 blev gift med en syrer. Ægtefællen udrejste fra Syrien i 2014 og fik senere asyl i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive dræbt af den Hizbullah tilknyttede gruppe, Saraya al-Muqawama, som var utilfreds med, at han i sin landsby […] hjalp flygtninge fra Syrien med mad, tøj og penge. Han blev i [efteråret] 2014 truet af en nabo og derefter overfaldet af Saraya al-Muqawama. Senere modtog han sms-trusler. Han flyttede derfor i [vinteren] 2014 til […] flygtningelejren, hvor han havde familie. Saraya al-Muqawama kunne ikke komme i lejren, men fortsatte med at sende ham truende sms´er. Han udrejste legalt [foråret] 2015 via Beiruts Lufthavn. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingeloven § 7, stk. 1, og nævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om hans konflikt med naboen og Saraya al-Muqawama til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret noget divergerende herom. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren [sommeren] 2015 forklaret, at han ofte støtte på naboen, og at naboen hver gang ytrede utilfredshed med, at ansøgeren hjalp flygtninge. Ansøgeren tilføjede, at han ikke kan huske, hvor mange gange naboen sagde dette. [Sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han var blevet truet to gange. Af referatet af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [sommeren] 2016 synes endvidere at fremgå, at ansøgeren skiftevis har oplyst, at det var hans bror […], ansøgeren selv og til sidst ansøgerens bror […], der var mest aktive med at hjælpe flygtningene. Beskrivelsen af det overfald, ansøgeren oplyser at have været udsat for, har varieret. Ved stillingtagen til om Libanon på den baggrund kan tjene som ansøgeren første asylland, bemærkes indledningsvis, at ansøgeren, der er en yngre mand, har boet hele sit liv i Libanon, hvor han stadig har familiemedlemmer. Der kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har aktuelle konflikter med de libanesiske myndigheder, grupper eller enkeltpersoner i Libanon. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Libanon og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at han vil være beskyttet mod refoulement. Efter baggrundsoplysningerne og sagens konkrete oplysninger finder nævnet endvidere, at ansøgeren som statsløs palæstinenser i fornødent omfang må antages at kunne nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at Libanon kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Liba/2016/16/KAA
