Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim. Hun er født i Beirut, Libanon. Ansøgeren flyttede til Syrien, da hun var cirka 12 år gammel. Hun er gift med en syrisk statsborger og opnåede herigennem syrisk statsborgerskab i 2007. Hendes seneste bopæl var i […], Syrien. Ansøgeren har fra [foråret] 2011 og to måneder frem deltaget i demonstrationer i ved […]-moskeen ved […] på daglig basis. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, fordi hun har deltaget i demonstrationer, og fordi hendes ægtefælle er efterstræbt af de syriske myndigheder. I forhold til Libanon har ansøgeren henvist til, at der ikke er sikkert på grund af de generelle uroligheder i regionen, og at hun er bange for at blive udsendt fra Libanon til Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at hendes svigerforældres bopæl blev opsøgt i [sommeren] 2013 af medlemmer fra Baath-partiet, mens hun og hendes ægtefælle også boede i huset. Ifølge ansøgerens oplysninger ledte Baath-partiet efter personer, der havde deltaget i demonstrationer i 2011. Ansøgeren ægtefælle var efterstræbt, fordi han havde støttet oprørerne. Han nåede imidlertid at flygte ud af huset. Der var mange andre huset i området, der blev ransaget ved samme lejlighed. Ansøgerens bopæl blev benyttet som indgang til byen for oprørerne, både når hun og hendes ægtefælle var hjemme, og når de ikke var. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har hun fået fortalt, at hendes bopæl er blevet brændt ned af Baath-medlemmer. Udlændingestyrelsen har under nævnsbehandlingen nedlagt påstand om, at ansøgeren ikke, som i Udlændingestyrelsens afgørelse, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at rette sagsbehandlingsskridt, for at sikre en toinstans-behandling, ville være en tilbagekaldelse af sagen, og Nævnet finder på den baggrund, at Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 må lægges til grund. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøger og hendes yngre brødre er født i Libanon og på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun er opvokset og har gået i skole i Libanon. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ikke har gået i skole i Libanon, og at familien boede i Syrien og kun besøgte faderen, der arbejdede i Libanon. Ansøgeren har imidlertid til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun gik i skole i Libanon fra hun var 6 år, til hun var 10-11 år, da krigen brød ud. Til såvel oplysnings- og motivsamtalen som partshøringssamtalen [vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at familien flyttede fra Libanon til Syrien i 1982. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun var libanesisk statsborger, til hun på grund af ægteskab i 2007 blev syrisk statsborger. Dette bekræftes af, at det af vielsesattesten, ægteskabskontrakten og udskriften af familieregisteret fremgår, at ansøgeren er libanesisk statsborger. Videre kunne ansøgeren ved sin udrejse fra Syrien lovligt og uden problemer indrejse i Libanon ved forevisning af sit syriske ID-kort. På den baggrund finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon, og at hun der må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/13/kaa
