Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af partiet Tayyar Al-Mustaqbal (”Fremtidsbølgen”) i en periode i tidsrummet 2005-2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tilbageholdt af myndighederne. Han har videre henvist til, at han ønsker samvær med sine børn, som er danske statsborgere. Endelig har han henvist til sin fysiske og psykiske tilstand. Ansøgeren har til støtte for sin genoptagelsesanmodning oplyst, at han i tre døgn til [foråret] 2013 var tilbageholdt af det libanesiske politi, som udsatte ham for tortur og beskyldte ham for at have begået kriminalitet i Danmark og forsøge at drage i hellig krig i Syrien. Ansøgeren blev løsladt [i foråret] 2013 og udrejste [otte dage senere]. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han efter en tilbageholdelse i forbindelse med sin indrejse i Libanon i 2013 blev løsladt uden betingelser, og at han ved henvendelse til myndighederne fik udstedt pas, som han udrejste legalt på, efter at myndighederne igen havde tjekket hans forhold. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger trods ansøgerens på nogle punkter divergerende og udbyggende forklaring til grund, at ansøgeren ved sin indrejse i Libanon i 2013 blev tilbageholdt af myndighederne i tre døgn frem til [foråret] 2013. Flertallet finder trods den usikkerhed, der er knyttet til oplysningerne i torturundersøgelsen, at undersøgelsen støtter ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med tilbageholdelsen blev udsat for fysiske overgreb. Flertallet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin indrejse i Libanon blev udsat for fysiske overgreb, og at han senere i forbindelse med sin pasansøgning blev tilbageholdt og fik undersøgt sine forhold i 8 timer, ligesom han igen ved udrejsen af Libanon blev tjekket. Flertallet lægger efter indholdet af de lægelige oplysninger i sagen til grund, at ansøgeren lider af svær PTSD, og at han er meget skrøbelig og præget af sine oplevelser i Libanon. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har en udtalt subjektiv frygt, der på grund af hans tilbageholdelse i 2013 er objektivt velbegrundet. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det ikke kan afvises, at ansøgeren, der i 2013 blev registreret af myndighederne, og som var underkastet myndighedernes undersøgelser helt frem til sin udrejse som mistænkt for at være syrienskriger, ved en indrejse i Libanon igen risikerer tilbageholdelse og fysiske overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor den libanesiske statsborger […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” liba/2016/10/ABP