Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af General Kommandoen (Folkefronten for befrielse af Palæstina, Jabha Shabia Tahrir) fra 2010 og frem til [foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tvangshvervet til deltagelse i krigen i Syrien af Hizbollah eller General Kommandoen. Ansøgeren blev i 2010 medlem af General Kommandoen, der aflønnede ham med 200 dollars om måneden for at lave te og holde vagt ved organisationens hovedkvarter. På et møde i [foråret] 2011 i flygtningelejren Jalil blev ansøgeren sammen med andre anmodet om at deltage i militærtræning i Syrien, hvilket ansøgeren afslog på et møde en måned senere. I [foråret] 2012 deltog han på ny i et møde, hvor han blev spurgt, om han ville deltage i et stormøde fem dage senere med henblik på at blive sendt i kamp i Syrien. Han meddelte, at han ville deltage, men flyttede i løbet af de næste dage til flygtningelejren Borg Al-Shamali, hvor han hos sin morbroder boede frem til sin udrejse i 2014. Mens han boede i flygtningelejren fik han via sin morbroder oplyst, at General Kommandoen forgæves havde rettet henvendelse til ansøgerens fader i flygtningelejren Jalil med henblik på hvervning af ham. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt dårlige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer tvangshvervning af Hizbollah eller General Kommandoen til at deltage i krigen i Syrien. Flertallet har herved lagt vægt, at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodning, at han ville være blevet tvangshvervet af Hizbollah, såfremt han havde deltaget i stormødet i [foråret] 2012. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det efter ansøgerens egen forklaring alene kan lægges til grund, at General Kommandoen rettede henvendelse til ansøgerens fader i Jalil-lejren en enkelt gang samt på, at ansøgeren efter det oplyste uden problemer af betydning opholdt sig i Borg Al-Shamali-lejren i to år og fem måneder. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/1/LRN
