Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014.
”Ansøgeren er libanesisk statsborger, etnisk araber og shia-muslim fra [en mindre by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive tilbageholdt og fængslet af Hizbollah. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han efter at have fået afslag på asyl i Danmark [i efteråret 2010] rejste tilbage til Libanon i begyndelsen af 2011, hvor han bosatte sig i Baalbak. En dag blev ansøgeren anholdt af Hizbollah på en café og tilbageholdt i halvanden til to måneder. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet og efterfølgende udrejse af Libanon. Ansøgeren har under de to asylsagers forløb på en række punkter forklaret upræcist om sin færden forud for sin indrejse i Danmark [i sommeren 2014] blandt andet om, hvorledes han videregav de indsamlede oplysninger, om det var personen i Afrika eller kontaktpersonen i Beirut, der havde flere navne, om baggrunden for tilbagerejsen fra Afrika til Libanon, om broderens deltagelse i aktiviteterne og dennes opholdssted, og om indkaldelser fra Hizbollah. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet nu forklaret, at han ved sin tilbagevenden til Libanon genoptog sine aktiviteter ved at indsamle informationer om Hizbollah, og at han arbejdede for den israelske efterretningstjeneste. Ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen tog han til Baalbak for at skjule sig, selv om Baalbak efter de foreliggende baggrundsoplysninger er domineret af Hizbollah. Endvidere fremstår oplysningerne om flugten fra fængslet konstrueret. Der var efter ansøgerens oplysninger tale om et bevogtet fængsel. Flugten skete, mens der var andre fangere på gåtur i fængselsgården, der var oplyst. En mur med pigtråd skulle forceres, ligesom de flygtende blev beskudt under flugten. Ansøgerens forklaring om de enkelte detaljer i forbindelse med flugten fremstår ikke selvoplevet. Der er ikke oplysninger om, at Hizbollah har udsat ansøgerens familie i Libanon, herunder hans broder, for overgreb på grund af ansøgerens forhold. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl mere end tre år efter udrejsen fra Libanon, selv om han i det meste af denne periode opholdt sig i et europæisk land, der har tiltrådt Flygtningekonventionen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2015/5