Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra […], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været medlem af den Sydlibanesiske Hær (SLA) i perioden 1995 til 2000. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at organisationen Hizbollah vil tvangsrekruttere ham og kræve, at han kæmper for Hizbollah i Syrien, eller at de vil fængsle eller slå ham ihjel, idet han tidligere har samarbejdet med israelerne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at Hizbollah ønsker at tage hævn over ham, idet hans faders familie i […] slog tre medlemmer af Hizbollah ihjel. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få arbejde i Libanon, og at han i Libanon er udsat for dårlig behandling i sit lokalområde, idet han tidligere har samarbejdet med israelerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans onkel i […] blev dræbt af Hizbollah, og at hans fader og faderens familie efterfølgende hævnede drabet ved at slå tre medlemmer af Hizbollah ihjel. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren 2004] blev tvangsmæssigt udsendt af Danmark, og at han i den forbindelse i lufthavnen i Beirut blev tilbageholdt af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren var herefter fængslet i fem måneder og seks dage som straf for, at han tidligere havde samarbejdet med israelerne. I perioden fra sin løsladelse frem til [sommeren] 2006 blev ansøgeren på sin bopæl i […] opsøgt af Hizbollah omkring hver uge eller hver tiende dag. Ansøgeren blev i forbindelse hermed afhørt, og ansøgeren blev blandt andet udspurgt om, hvem han samarbejde, og hvad han talte med sine udrejste familiemedlemmer om over telefonen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i 2006 udrejste med sin ægtefælle og tre børn af Libanon til Danmark, idet de under deres besøg i Libanon blev evakueret af de danske myndigheder, da der var krig mellem Hizbollah og Israel. I 2008 vendte ansøgeren tilbage til Libanon, efter at han havde fået afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Efter sin tilbagevenden til Libanon og frem til sin udrejse af Libanon den [i sommeren] 2014 blev ansøgeren opsøgt og afhørt af tre medlemmer fra Hizbollah omkring tre til fire gange om måneden. Under afhøringerne blev ansøgeren udspurgt om, hvem han samarbejdede med, hvorfor han havde søgt forskellige jobs, hvad han talte med sine udrejste familiemedlemmer om over telefonen samt om hævndrabene i […]. Afhøringerne varede mellem otte til ti timer, og omkring hver anden eller tredje måned blev han under afhøringerne udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han i 2010 blev opsøgt af Hizbollah, som var i besiddelse af hans pas, som han havde søgt om at få fornyet hos de libanesiske myndigheder. Ansøgeren blev udspurgt om, hvorfor han ønskede at forny sit pas, og om hvorfor han ønskede at udrejse af Libanon. Hizbollah beholdt efterfølgende ansøgerens pas og sagde til ham, at han ikke kunne få lov til at udrejse af Libanon. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Hizbollah i perioden fra oktober 2013 til april 2014 forsøgte at rekruttere ham omkring ti til tyve gange. Hizbollah ønskede, at han deltog i krigen i Syrien. Ansøgeren afslog dem hver gang og sagde til dem, at han måske ville deltage på et senere tidspunkt. [I sommeren] 2014 udtalte søsteren til de tre medlemmer fra Hizbollah, som blev slået ihjel i hævndrabet i […], at Hizbollah til hver en tid ville hævne sig for drabene. Udtalelsen blev vist på landsdækkende tv. [I sommeren] 2014 forlod ansøgeren sin bopæl i […] og udrejste illegalt af Libanon, da han ønskede at se sine herboende børn, og idet han ikke ønskede at kæmpe for Hizbollah i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens fader og den øvrige familieklan i […] var involveret i et hævndrab på Hizbollah medlemmer. Ansøgeren var dengang […] år gammel og har under mødet med nævnet oplyst, at han ikke deltog i hævndrabet, hvilket ses at være i modstrid med hans tidligere forklaring. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren var medlem af SLA i perioden fra 1995 til 2000, og at han ved sin tilbagevenden til Libanon i 2004 blev idømt en fængselsstraf på ét år, hvoraf han afsonede omkring fem måneder. Nævnet kan endvidere ikke afvise, at ansøgeren i perioden fra 2004 til 2006 og i perioden fra 2008 til 2014 har været indkaldt til et ubekendt antal afhøringer hos Hizbollah. Ansøgeren har forklaret, at dette har baggrund dels i hans deltagelse i SLA, dels som en følge af hævndrabene og endelig med henblik på at rekruttere ham til at kæmpe for Hizbollah i Syrien. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren skulle have været indkaldt i det omfang, som han oplyser om, og i den lange periode hvor der efter hans oplysninger skulle være stillet de samme spørgsmål under alle afhøringerne. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han under afhøringerne blev udsat for fysiske overgreb, idet nævnet lægger vægt på, at ansøgeren tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret om, at han blev hængt op i benene, slået med ledninger og fik den ene hånd fastgjort over hovedet, hvorimod han under mødet med nævnet alene har nævnt, at han fik sin venstre hånd fastgjort over hovedet. Det forekommer usandsynligt, at Hizbollah over en periode på seks til syv måneder skulle have forsøgt at rekruttere ham, særligt når henses til, at de var bekendt med hans tidligere loyalitet overfor Israel. Ansøgeren har endvidere forklaret, at forespørgslerne blev stillet i en venlig tone og har under mødet med nævnet oplyst, at han var i stand til at svare klart nej flere gange, uden at det medførte konsekvenser. Det fremgår endvidere af baggrundsmaterialet, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Stateless Palestinian Refugees in Lebanon”, udgivet i april 2014, at Hizbollah ikke benytter sig af tvangsrekruttering og ikke har behov herfor. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet truet med hævn som følge af hævndrabene i […] i perioden 2004 til 2006 og i perioden 2008 til 2014, uden at der er sket andet end trusler. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgerens fader, som deltog i hævndrabene, fortsat er i live og ikke har været udsat for andre repressalier end domfældelse og afhøringer. Endelig finder nævnet, at det på baggrund af Landinfos rapport ”Libanon: Den sørlibanesiske armé (SLA)”, udgivet den 27. november 2014, forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af Hizbollah på baggrund af hans tidligere medlemskab af SLA. Idet et ikke nærmere fastsat antal afhøringer ikke har en intensitet, der kan begrunde asyl, og da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en så konkret risiko for overgreb, at asylbetingelserne er opfyldt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. liba/2015/3