”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber, muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Sulaibiyah, Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han formoder, at de kuwaitiske myndigheder vil udsætte ham for overgreb, fordi de antager, at han efter sin udrejse af Kuwait har fortalt andre om forholdene i landet. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han udrejste af Kuwait for at få en bedre fremtid, idet han som bidoon ikke havde de samme rettigheder og muligheder som registrerede bidoonere og statsborgere fra Kuwait. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait den [i efteråret] 2015 sammen med sin fætter. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han er uregistreret bidoon fra Kuwait til grund, ligesom nævnet i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring lægger til grund, at han ikke forud for udrejsen havde haft konflikter med hverken myndighederne eller andre persongrupper i Kuwait, og at udrejsen skyldtes ønsket om at opnå en bedre fremtid. Indledningsvist bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de kuwaitiske myndigheder vil mistænke ham for at have fortalt om forholdene i Kuwait og på den baggrund udsætte ham for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Kuwait. Formodningen er ikke på nogen måde underbygget, idet ansøgeren aldrig har været i kontakt med myndighederne, ligesom han hverken har været politisk aktiv eller på anden måde har profileret sig som modstander af styret i Kuwait eller aktiv i kampen for bedre vilkår for ikke registrerede bidoonere. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af asylretlig relevant karakter ved en tilbagevenden til Kuwait. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportionel, hvorfor dette forhold heller ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2019/1/LINB