Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Taima, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Kuwait frygter forskelsbehandling og forfølgelse, idet han er bidoon, og straf, fordi han er udrejst af landet illegalt. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at er født og opvokset i Kuwait, hvor han boede frem til udrejsen til Danmark. Ansøgerens ældste søn forsvandt i [vinteren] 2011 efter at have deltaget i en demonstration i Taima i Kuwait. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han grundet de generelle forhold for bidoonerne i Kuwait udrejste til Jordan i [vinteren] 2014. I Jordan søgte ansøgeren om visum til Norge med et irakisk pas, som han havde fået af en agent. I efteråret 2015 fik ansøgeren en agent til at skaffe falske saudiarabiske pas, således at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og yngste søn kunne udrejse fra Kuwait med fly til Tyrkiet med henblik på at rejse videre til Danmark. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1 Flygtningenævnet finder, at ansøger hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen først forklarede, at han aldrig havde været uden for sit hjemland og aldrig har haft nationalitets – eller id-dokumenter. Foreholdt, at han [i vinteren] 2014 på den norske ambassade i Amman i Jordan søgte et visum til Danmark på et irakisk nationalitetspas, som var udstedt [i vinteren] 2013 med gyldighed til [vinteren] 2021, og vedlagt en række dokumenter, hvor ansøgeren er registreret med irakisk nationalitet, forklarede ansøger efterfølgende, at han rejste ud af Kuwait på et falsk pas ved hjælp af en agent, fordi han var træt af Kuwait. Nævnet bemærker i den forbindelse, at invitationen til ansøgeren fra dennes ”fætter” i Danmark – under strafansvar – angiver ansøgeren som iraker. Foreholdt videre, at han i passet og visumansøgningen er registreret med [et andet navn] og med [en anden fødselsdato], forklarede ansøger, at han rettelig er født denne dato, men at han ved ankomsten til Danmark fik at vide, at han skulle gøre sig ældre for at få ret til pension.Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle og søn, som han indrejste i Danmark sammen med, har frafaldet deres asylanmodning og er udrejst til Irak på irakiske A-nationalitetspas, og at det af rapport af [vinteren] 2017 vedrørende deres udrejse fremgår, at de ville rejste til deres hjemland Irak for at bosætte sig der. Nævnet lægger videre vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport: ”Irak: Reisedokumenter og andre identitetsdokumenter” fra 15. september 2016 fremgår, at de irakiske A-pas er udstedt på biometri, hvorfor passet er umuligt at forfalske. Nævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, og dermed hans asylmotiv i forhold til Kuwait som utroværdig. Det forhold, at ansøgeren har et vist faktuelt kendskab til Kuwait kan ikke føre til andet resultat, hvortil nævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at mange tidligere statsløse bidooner fra Kuwait opnåede irakisk statsborgerskab forud for 2003. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det kan lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger, og at han derfor skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har som ovenfor nævnt forklaret, at han aldrig har oplevet personlige konflikter med myndigheder eller personer i Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det fremgår således af præmis 110 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 23. august 2016, J.K. and Others v. Sweeden, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke statuerer en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorfor der heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens art 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Kuwait/2018/7/TBP
