Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber fra Kuwait og sunni-muslim af trosretning fra Sulaibia, Al-Jahraa-regionen, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Kuwait frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi han har deltaget i demonstrationer for bidoonernes rettigheder, og fordi han er udrejst af landet illegalt. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at han hele sit liv har boet i Sulaibiya sammen med sine forældre og fire søskende. Ansøgeren deltog for første gang i en demonstration, da han var 11 år og oplevede ikke nogen problemer i denne forbindelse. Ansøgerens ven overtalte ansøgeren til at deltage i en demonstration for bidoonernes rettigheder, som fandt sted [i vinter] 2014 på frihedspladsen Taima. Til denne demonstration råbte deltagerne kampråb og bar flag og billeder af kronprinsen af Kuwait. Myndighederne opløste demonstrationen, og ansøgeren blev anholdt, da han prøvede at flygte fra stedet. Ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne i ti dage, hvor han afgav fingeraftryk for at blive løsladt. Ansøgeren skulle i den forbindelse underskrive nogle papirer. Ifølge myndighederne fremgik det af papirerne, at ansøgeren vedkendte, at han havde opfordret til oprør mod myndighederne og skabt splittelse mellem religionerne. Ansøgeren blev løsladt og fik at vide, at han skulle samarbejde med myndighederne. Samme dag hjalp ansøgerens fars ven, [BB], ansøgeren med at flygte til en stald i Jabed. Ansøgeren boede og arbejdede i stalden i omkring et år, indtil han udrejste fra Kuwait [ i efteråret] 2015. Ansøgerens far og hans ven arrangerede udrejsen for ansøgeren. Udrejsen blev betalt af ansøgerens fars ven. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, og at han er født og opvokset her, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist og afglidende på spørgsmål om sit nærområde, herunder om blokkenes placering i forhold til hinanden, ligesom han ikke har kunnet forklare, hvor politistationen, hvor han angiveligt var tilbageholdt, lå. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig har været i blok nr. 4, mens han til asylsamtalen forklarede, at han ikke kan huske, om han har været der for at købe ind. Under forklaringen for nævnet oplyste ansøgeren, at han flere gange havde været i blok nr. 4 for at købe ting til familien. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har bekræftet at have haft en facebookprofil, at der på denne profil er billeder af en mand, som flere gange benævnes ”far” – senest opdateret [foråret] 2017 – herunder sammen med en person, der ligner ansøgeren, og at det af mandens (fars) profil fremgår, at han er fra Nasriyah, Irak, og har studeret i Bagdad. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvordan billeder og hilsener er lagt på hans facebookprofil. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren er etnisk bidoon fra Kuwait, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde deltaget i en demonstration [i vinteren] 2014, mens han til asylsamtalen forklarede, at han havde deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter løsladelsen fik en frist på en dag til at komme med oplysninger, mens han til asylsamtalen forklarede, at det var en time. Under sin forklaring til nævnsmødet oplyste ansøgeren, at han ikke kan huske fristen. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret – og på forespørgsel bekræftet - at hans far besøgte ham to gange i stalden. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren først, at hans far kom til stalden dagen efter, at han selv var kommet, dernæst, at han mente, at han talte i telefon med sin far en gang, men i øvrigt ikke havde kontakt med ham, idet han ikke ville tage nogen risiko for at blive opdaget. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at hans far måske besøgte ham en gang eller to gange, men at han ikke kan huske det. Nævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle have løsladt ansøgeren på den betingelse, at han gav oplysninger om, hvem der var bagmændene til demonstrationen og med en frist hertil, henset til at myndighederne herved gav ansøgeren mulighed for at flygte, og at myndighederne herefter skulle opsøge hans bopæl umiddelbart efter løsladelsen. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke har kunnet svare på selv enkle spørgsmål om sin udrejse, og at han ikke spurgte sin far eller andre om, hvad der var sket med den ven, som havde taget ham med til demonstrationen, ligesom hans forklaring om, hvordan han finansierede sin udrejse forekommer mindre sandsynlig. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst ulovligt, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke begrunde asyl. Nævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2018/5/TBP
