Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en enkelt demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet, fordi han har deltaget i en demonstration [i begyndelsen af] 2014. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev anholdt under demonstrationen [i begyndelsen af] 2014. Han var tilbageholdt og fængslet i 14 dage, hvorefter han blev løsladt, mod at han underskrev et dokument, hvori han lovede ikke at deltage i flere demonstrationer. Efter løsladelsen blev han opsøgt igen [i foråret] 2014, hvor han blev anholdt og tilbageholdt i én dag. [Tre dage senere] henvendte myndighederne sig igen på hans bopæl, men ansøgeren var ikke hjemme. To dage inden ansøgerens udrejse fik ansøgeren at vide, at folk som havde været anholdt i forbindelse med demonstrationer skulle melde sig hos myndighederne og risikerede fængselsstraf, hvis de ikke efterlevede dette. Derefter udrejste ansøgeren [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er statsløs (bidoon) fra Kuwait. Det bemærkes i den henseende, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren er uregistreret. Vedrørende sidstnævnte bemærkes, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han var registreret som statsløs (bidoon) i Kuwait. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med myndighederne til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv, herunder hvornår han blev løsladt efter sin angivelige tilbageholdelse, antallet af anholdelser, og hvornår dette angiveligt senest fandt sted, antallet og hyppigheden af henvendelserne fra myndighedernes side efter den angivelige løsladelse, samt hvor henvendelserne fandt sted. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i omkring halvandet år efter, at han senest angiveligt blev opsøgt, og indtil han udrejste. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for utroværdigt, at ansøgeren, som angiveligt var uden indtjening, kunne finansiere sin udrejse. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2018/12/EMU
