kuwait20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk bidoon, registreret som sådan, og sunnimuslim fra Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet og udsat for tortur, idet statsløse bidoons ikke har ret til at udrejse, og ansøgeren er udrejst illegalt. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for statsløse bidoons i Kuwait. Ansøgeren har endelig henvist til, at han vil være i en særlig risiko, idet politiet har beskyldt ham for at have været deltager i en demonstration. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er registreret bidoon fra Kuwait. Hverken han eller hans onkel, som han boede hos, har været politisk aktive. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens nye oplysning for nævnet om, at politiet skulle have opsøgt bopælen for omkring halvanden måned siden og urigtigt beskyldt ansøgeren for at have deltaget i en demonstration. Nævnet lægger vægt på tidspunktet for oplysningens fremkomst, at ansøgeren aldrig har været politisk aktiv, og at ansøgeren aldrig har været i kontakt med det kuwaitiske politi. Flygtningenævnet bemærker, at registrerede bidoons i Kuwait har begrænsede rettigheder, men nævnet finder ikke, at forholdene er af en sådan karakter og intensitet, at de kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der af den grund er behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Kuwait, og at han i den anledning risikerer straf og en sikkerhedsanmærkning, indebærer ikke, at ansøgeren kan anses for forfulgt eller har behov for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2017/1/MKT