Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Ansøgeren indrejste i 2004 og søgte asyl i 2005 i forbindelse med, at han blev anholdt for ulovligt arbejde. I 2005 gik ansøgeren under jorden, idet han frygtede at blive sendt til Tyskland i medfør af Dublin-forordningen. I 2008 rettede ansøger henvendelse til de danske myndigheder og anmodede om på ny at få sin asylsag behandlet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, bidoon (statsløs) og fra Kuwait. Ansøgeren var efter sin forklaring udrejst fra Kuwait i 2003, og han havde haft ophold i Tyskland fra 2003 til 2004. I 2004 var han indrejst i Danmark, og i foråret 2005 havde han søgt om asyl. Han havde ifølge sin forklaring herefter i det meste af perioden opholdt sig i Danmark, dog havde han i en kort periode i 2007 haft ophold i Sverige. I samme periode havde han fra forsommeren 2005 til forsommeren 2008 været forsvundet fra de danske myndigheder. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans fader som sergent i den kuwaitiske hær i 1990/1991 havde samarbejdet med den irakiske invasionsstyrke, og familien derfor havde måttet flygte til grænseområdet mellem Irak og Kuwait, da USA havde invaderet landet i 1991, at han som bidoon ingen rettigheder havde, ligesom han ikke kunne vende tilbage til Kuwait, og at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2003 mange gange var blevet tilbageholdt, chikaneret og udsat for vold af en navngiven person, der dengang var den lokale chef for en navngiven politiafdeling. Den omstændighed, at ansøgerens fader som sergent i den kuwaitiske hær havde samarbejdet med irakerne i 1990/1991, kunne ikke i dag medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet vægt på, at det havde været ansøgerens fader og ikke ansøgeren, der havde haft et problem. Nævnet lagde endvidere vægt på tiden, der var gået siden dette, og at der måtte antages at være gjort op hermed af de kuwaitiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det ikke var sandsynliggjort, at de kuwaitiske myndigheder ved ansøgerens tilbagevenden til Kuwait ville tage ansøgeren som ”gidsel” for at få udleveret faderen. Endelig lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie fra 1991 til 2003 efter det oplyste havde kunnet opholde sig i Kuwait i grænseområdet til Irak. Den omstændighed, at ansøgeren er bidoon, kunne heller ikke medføre, at han kunne få asyl. Det fremgik af UNHCR´s World Report fra den 20. januar 2010, at de statsløse blev chikaneret og havde problemer i Kuwait. Der var dog ikke efter det oplyste tale om en forfølgelse og chikane af en sådan intensitet og individualitet at dette kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Ansøgeren havde ikke givet nogen troværdig forklaring på, hvorfor den navngivne politimand skulle have forfulgt ham, som han havde forklaret om. Hertil kom, at ansøgeren ikke mere detaljeret havde forklaret om de enkelte tilbageholdelser, herunder særligt den påståede frihedsberøvelse på et år. Ved troværdighedsvurderingen havde Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde forklaret herom i forbindelse med sin asylsag i Tyskland, ligesom han ikke havde forklaret herom, da han i 2005 havde søgt om asyl i Danmark. Ansøgeren havde i den forbindelse ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring på, at han først i 2008 havde forklaret herom. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor den del af ansøgerens forklaring, der vedrørte konflikterne med den navngivne politimand. Da ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstedes Udlændingeservices afgørelse. Kuwait/2010/1
