Kuwait20091

Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2009. Ansøgeren er statsløs bedoon, etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han som bedoon ikke havde haft nogen rettigheder, og at han i sit hjemland i 2006 og 2008 havde været anholdt af myndighederne, fordi han havde deltaget i demonstrationer. Han var udrejst illegalt med et falsk kuwaitisk pas og forklarede, at han derfor ville blive straffet af myndighederne ved en eventuel tilbagevenden. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var statsløs bedoon fra Kuwait. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for statsløse bedooner i Kuwait var asylbegrundende, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren ved sin i øvrigt troværdige forklaring havde sandsynliggjort, at han konkret havde været udsat for diskrimination af et sådant omfang eller intensitet, at det kunne sidestilles med forfølgelse. Flygtningenævnet lagde her også vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne, bortset fra to kortvarige tilbageholdelser i 2006 og 2008, hvorefter han var blevet løsladt uden sanktion. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle risikere forfølgelse som følge af tidligere aktiviteter, idet det bemærkedes, at disse aktiviteter havde været begrænsede og uprofilerede. Der var ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, der på nogen måde støttede ansøgerens forklaring for nævnet, om at han på grund af sin illegale udrejse skulle risikere at blive idømt en uforholdsmæssig straf ved en tilbagevenden. Den omstændighed, at ansøgeren ved indrejse måtte blive identitetsafhørt, var ikke i sig selv asylbegrundende, ligesom den omstændighed, at ansøgeren eventuelt slet ikke kunne få tilladelse til at indrejse, ikke havde asylretlig relevans. Kuwait/2009/1