kuwa20199

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Kabd, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far deltog i en fredelig demonstration om rettighederne for statsløse bidoonere i Kuwait i 2011. Ansøgerens far vendte ikke hjem efter demonstrationen, og ansøgerens fars arbejdsgiver, [B], fortalte, at mange bidoonere var blevet anholdt som følge af demonstrationen. Ansøgerens mor ledte efter ansøgerens far, og politiet henvendte sig på deres bopæl cirka tre gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han er statsløs bidoon, og at han udrejste af Kuwait med et falsk pas. Ansøgerens storebror, [A], udrejste af Kuwait tre måneder forinden ansøgeren udrejste med sin mor og øvrige søskende. De udrejste af Kuwait omkring den 7. januar 2016. Ansøgerens asylsag er blevet sambehandlet med ansøgerens mors og søsteren [G] asylsager. Der er truffet samtidig afgørelse i alle tre sager med følgende, enslydende begrundelse: Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter, og at [D] og [G] var mindreårige ved udrejsen af deres hjemland. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet hele eller det meste af deres liv, og at ansøgernes forklaringer om baggrunden for deres manglende kendskab ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om væsentlige forhold. Ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om arbejdsgiveren [B] og dennes ægtefælle, hvorvidt familien tog ophold hos [B] inden udrejsen og om tidspunktet for sønnen/broren [A’s] forsvinden/udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres respektive navne, at [C] har forklaret divergerende om navnet på sin mor, samt at ansøgerne har forklaret, at de ingen familie har i Danmark, og at [C] ikke har nogen søskende. Dette er ikke i overensstemmelse med, at [D] har ønsket at blive flyttet til samme asylcenter som sin onkels familie og samtidig opgivet [E’s] personID, at [E] har angivet [C] som sin søster, og at de tyske myndigheder har registreret [E] som irakisk statsborger. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ved indrejse i Danmark opgav [B] som efternavn. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres levevilkår, herunder at [C] ikke fik løn men alene fik kost og logi for sit arbejde, ikke stemmer overens med, at [C] og [G] var i besiddelse af cirka 15.000 USD og 900 euro ved familiens indrejse i Danmark. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan familiens rejse blev finansieret fremstår usandsynlig. Endelig har Flygtningenævnet vedrørende ansøgernes asylmotiv lagt vægt på, at [C]har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/9/GJEY