Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim og angiveligt bidoon (statsløse) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars konflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ved, at faren har deltaget i demonstrationer, men faren har ikke selv fortalt yderligere. Ansøgeren har ikke selv oplevet problemer i Kuwait. Ansøgeren er indrejst sammen med sine forældre og søskende og har ikke påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv. Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til forældrene. Da ansøgerens asylmotiv er afledt af forældrenes asylmotiv, kan heller ikke ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om advokatens påstand om hjemvisning bemærkes, at ansøgeren er fyldt 18 år efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har i ansøgerens mors sag truffet en afgørelse, der omfatter moderens mindreårige børn, herunder ansøgeren. Da ansøgeren ikke har påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv, kan det forhold, at han ikke har været til en samtale i Udlændingestyrelsen, ikke føre til, at hans sag skal hjemvises til behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2019/3/SLH