Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne har oplyst at være bidoonere, etniske arabere og shia-muslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold, og at han vil blive fængslet eller udsat for anden straf af myndighederne, fordi han og hans familie er udrejst illegalt af Kuwait på falske pas. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun og hendes døtre vil blive voldtaget. Begge ansøgere har henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at de er født og opvokset i Kuwait, hvor de begge har levet som statsløse bidoonere uden adgang til sundhedssektoren, uddannelsessystemet eller det legale arbejdsmarked. Den mandlige ansøger arbejdede som daglejer og tog af sted hver morgen for at tilbyde sin arbejdskraft. [En nærmere angiven dato i starten af] 2014 tog den mandlige ansøger på arbejde i Taima og så en forsamling bidoonere, som demonstrerede. Den mandlige ansøger blev i den forbindelse anholdt af politiet og tilbageholdt i syv til ni dage på politistationen i Al Jahra. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om ikke at deltage i demonstrationer i fremtiden. Hverken den mandlige ansøger eller hans familiemedlemmer er blevet kontaktet af myndighederne siden tilbageholdelsen i [starten af] 2014. I 2015 blev ansøgerne bekendte med, at vejen til Europa var åben, og de udrejste derfor den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015 med fly via den internationale lufthavn i Kuwait til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder, at det efter ansøgernes forklaringer om deres identitet og oprindelse er skabt en vis usikkerhed om, hvorvidt de oprigtigt er bidoonere fra Kuwait. Det har navnlig skabt usikkerhed, at den mandlige ansøger har forklaret, at han over for myndighederne i bl.a. Grækenland oplyste, at han er irakisk statsborger, ligesom både den mandlige og kvindelige ansøger har haft vanskeligheder ved at redegøre for visse detaljer vedrørende det lokalområde, som de har oplyst at komme fra. Det hører imidlertid med til vurderingen, at ansøgerne angiveligt er helt uden skolemæssig baggrund og tilsyneladende uden forudsætninger for at kunne forstå bl.a. det kortmateriale, som flere af de stillede spørgsmål i Udlændingestyrelsen og nævnet har taget udgangspunkt i. Hertil kommer, at den mandlige ansøger er kommet med en antagelig begrundelse for, hvorfor han under rejsen til Danmark over for myndighederne i andre lande har oplyst, at familien kommer fra Irak. Begge ansøgerne har været vurderet i forhold til den dialekt, de taler, og undersøgelsen har i begge tilfælde konkluderet, at de med sikkerhed taler en arabisk dialekt, der er forenelig med, at de kan stamme fra Kuwait (”the area of Gulf Arabic”). Den mandlige ansøger har endvidere fremlagt en fødselsattest fra Kuwait og været i stand til at svare korrekt på en række spørgsmål om helt grundlæggende forhold i Sulaibiya og Kuwait, herunder om flere vartegn og seværdigheder og om forskellen på uregistrerede og registrerede bidooneres rettigheder. Begge ansøgerne har desuden kunnet svare korrekt på ret specifikke spørgsmål om bl.a. bus- og togtrafik i Sulaibiya. Den mandlige ansøger har endvidere – såvel over for Udlændingestyrelsen som for nævnet – givet en forholdsvis detaljeret beskrivelse af sin dagligdag i Kuwait og om Sulaibiya, hvilken forklaring i al væsentligt er overensstemmende med det kortmateriale, som nævnet er i besiddelse af, og i øvrigt overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om bl.a. familiens umiddelbare naboer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om, at de er registrerede bidoonere fra Kuwait, hvorfor de asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Nævnet finder imidlertid endvidere, at det, som ansøgerne har anført til støtte for ansøgningen om asyl – hvilket navnlig angår de generelle forhold for bidoonere i Kuwait – ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Dette gælder også bidoonere, der er registreret som sådan. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det imidlertid lægges til grund, at ansøgerne havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition, ligesom familien var i stand til at forsørge sig selv. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgerne ikke kunne pege på, at de i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt som følge af sin angivelige deltagelse i en demonstration i [starten af] 2014, idet hans forklaring herom på enkelte punkter har været uoverensstemmende, ligesom detaljer omkring demonstrationens forløb ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger, herunder videooptagelse fra demonstrationen, som nævnet er i besiddelse af. Nævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at selv om den mandlige ansøgers forklaring herom havde kunnet lægges til grund, så ville det ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi det efter ansøgerens egen forklaring må lægges til grund, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, og at han ikke har nogen aktuel konflikt i hjemlandet. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun – der ikke selv har været udsat for noget sådant – generelt frygter for seksuelle overgreb i Kuwait. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgerne har oplyst, at de aldrig har haft konflikter i andre lande, hvorfor det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at ansøgerne heller ikke i forbindelse med en hjemsendelse – såfremt det måtte vise sig, at ansøgernes oprindelsesland ikke er Kuwait – til et andet hjemland (herunder Irak) ikke vil sætte ansøgeren i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/38/JABP
