Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand og en kvinde, der angiveligt er bidooner (statsløse) fra Kuwait samt deres tre børn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er angivelige bidooner (statsløse) fra [A], Kuwait og shia muslimer. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, bortset fra en enkelt episode. Den mandlige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder henretter ham, idet han som bedoon har deltaget i en demonstration. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder henretter hende som følge af hendes ægtefælles forhold. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration, under hvilken han blev anholdt og tilbageholdt. Han blev under tilbageholdelsen slået med stave og knytnæver. Efter 15 dage blev han løsladt mod, at han underskrev et dokument. Efter løsladelsen tog han ophold på sin arbejdsplads. Familiens bopæl blev opsøgt otte til ti gange af de kuwaitiske myndigheder, hvor de søgte efter den mandlige ansøger. De udrejste i [efteråret] 2015 illegalt med fly til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om, at de stammer fra Kuwait, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøger har fremlagt original fødselsattest, og at den mandlige ansøger har givet ganske mange oplysninger om forholdene i lokalområdet. De forhold, at den kvindelige ansøger ikke har fremlagt dokumenter, og at hun har givet en mere usikker forklaring på forholdene i lokalområdet, kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning. Den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i demonstrationen og den efterfølgende tilbageholdelse har været præget af, at han har svaret afglidende på en række mere præcise spørgsmål, ligesom der vedrørende den efterfølgende periode er visse divergenser i forhold til den kvindelige ansøgers forklaring. Den mandlige ansøgers forklaring om sin baggrund harmonerer i øvrigt også dårligt med hans forklaring om deltagelse i den pågældende demonstration, og om de foreliggende baggrundsoplysninger blandt andet om, i hvilket omfang sikkerhedspolitiet greb ind overfor demonstranterne. Ansøgernes forklaring om finansiering af udrejsen, tilrettelæggelsen af udrejsen, og omstændighederne ved selve udrejsen og indrejsen i Tyrkiet, der i øvrigt fandt sted knapt 2 år efter den påberåbte episode, er i høj grad præget af afglidende svar. Det bemærkes i den forbindelse, at de pågældende må antages at have været visumpligtige til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, det asylmotiv, de påberåber sig, eller at udrejsen er foregået som forklaret. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Kuwait. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” eksempel Kuwa/2018/29/SND
