Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst at være etnisk bidoon (statsløs) og sunnimuslim af religiøs trosretning fra [by], Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, da han ikke har efterkommet et krav om at samarbejde med myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og onkel blev fængslet i forbindelse med en demonstration for bidooneres rettigheder i 2014. Ansøgeren har hverken set eller hørt noget fra sin far eller onkel siden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han i oktober 2015 blev opsøgt af to ukendte personer på sit arbejde som bilvasker. Ansøgeren vaskede deres bil og blev herefter tilbudt merbetaling, såfremt han kunne vaske to biler mere, som holdt parkeret et andet sted. Ansøgeren indvilligede heri og satte sig ind i bilen med de to personer. Efter et par minutters kørsel trak den ene af personerne en pistol mod ansøgeren, fremviste et id-kort og fortalte, at han var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren blev givet bind for øjnene og kørt til et ukendt sted omkring en halv times kørsel fra bilvasken, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i et rum i tre nætter. Personerne slog ansøgeren og fortalte ham, at de var bekendt med, at ansøgerens far og onkel havde været fængslet siden 2014. Ansøgeren blev bedt om at afgive fingeraftryk på nogle dokumenter. Efterfølgende fik ansøgeren forklaret, at han netop havde underskrevet en tilståelse, hvori han tilkendegav, at han havde uddelt løbesedler vedrørende demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren fik videre forklaret, at tilståelsen ville blive anvendt som bevis for, at han havde uddelt løbesedler, medmindre han samarbejdede med myndighederne og blandt andet indsamlede oplysninger om, hvor bidoonere samledes og planlagde demonstrationer, hvem der var den ansvarlige, hvem der uddelte løbesedler og hvor der blev planlagt demonstrationer. Ansøgeren blev herefter løsladt. Efter en uges tid blev ansøgeren opsøgt af de samme to personer ved bilvasken, som spurgte ind til, hvad ansøgeren havde fået indsamlet af oplysninger. Ansøgeren forklarede, at han ikke havde fundet ud af noget endnu, men at han arbejdede på sagen. Personerne sagde til ansøgeren, at han skulle arbejde på sagen, idet tingene ellers ville komme til at foregå ”anderledes” og mindre godt for ansøgeren, næste gang de kom. Personerne forlod herefter stedet. Et par timer senere samme dag talte ansøgeren med en bekendt, [A], om sin situation og om muligheden for at udrejse. Efter at have drøftet situationen med sin mor og sin bedstefar, besluttede ansøgeren sig for at tage imod [A’s] tilbud om at hjælpe ansøgeren med at udrejse af Kuwait. To dage efter blev ansøgeren afhentet i bil om aftenen og kørt til havet. Han sejlede herefter med [A] og to andre personer ud på vandet for at mødes med nogle fiskere, hvis båd ansøgeren gik ombord på. Ansøgeren sejlede herefter med fiskerne til Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens forhold som statsløs bidoon fra Kuwait skal vurderes i forhold til Kuwait som hjemland. Nævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af myndighederne. Nævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen hos efterretningstjenesten eller truslerne om at samarbejde med efterretningstjenesten til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, idet ansøgeren til de danske udlændingemyndigheder har forklaret forskelligt om flere centrale forhold. Således har han forklaret forskelligt om, hvorvidt der blev rettet en pistol mod ham i bilen, om hvorvidt han fik at vide, hvor han blev kørt hen, og om hvorvidt han tidligere havde fulgt med kunder for at vaske biler et andet sted. Endvidere finder nævnet det påfaldende, at en for ansøgeren næsten ukendt mand var villig til at betale for ansøgerens udrejse og følge ansøgeren et stykke af vejen i forbindelse med udrejsen af Kuwait, og at ansøgeren ikke har haft kontakt til denne mand siden. Selvom det må lægges til grund, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait er vanskelige, kan de ifølge nævnets baggrundsoplysninger ikke i sig selv begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring i Kuwait havde fast bopæl og adgang til vand, varme, elektricitet og tv. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter repressalier som følge af sin illegale udrejse af Kuwait kan føre til en ændret vurdering. Der henvises herom til de baggrundsoplysninger, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 31. maj 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/19/TLNJ
