Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kroatien, født i 1956. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet indledningsvis bemærkede, at nævnet ikke fandt anledning til at efterkomme den beskikkede advokats begæring om, at nævnet forud for behandlingen af sagen indhentede en psykiatrisk erklæring vedrørende ansøgeren. Nævnet havde vurderet sagen under hensyntagen til oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand samt det indtryk, nævnet havde fået af ansøgeren under dennes fremmøde for nævnet. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at han var blevet chikaneret som følge af sin blandede herkomst, at han frygtede at blive slået ihjel som følge af en angiven viden om krigsforbrydelser, samt at han var blevet afhørt om sit medlemskab af det kommunistiske parti. Nævnet bemærkede, at der ikke i sagen forelå oplysninger om chikane af et sådant omfang eller en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgerens medlemskab af det kommunistiske parti ville medføre en risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde forklaret svingede og upræcist om, hvilke oplysninger han måtte sidde inde med, som kunne være af betydning for Krigsforbryderdomstolen i Haag. Ansøgeren havde anført, at han – formentlig i 2002 – havde sendt en 50 sider lang skrivelse til Krigsforbryderdomstolen. Han havde ikke modtaget et egentligt svar herpå. På denne baggrund fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren sad inde med sådanne oplysninger, at han ved en tilbagevenden til Kroatien risikerede en asylrelevant forfølgelse fra private personers side. Ved bedømmelsen havde nævnet også lagt vægt på, at ansøgeren gentagne gange inden for de senere år var ind- og udrejst af Kroatien uden problemer, at han i 2002 havde fået udstedt pas, ligeledes uden problemer, og at han under sine ophold i Kroatien havde haft ophold på sin hjemegn. Nævnet fandt således heller ikke grundlag for at antage, at han havde et udestående med de kroatiske myndigheder, som kunne begrunde asyl. På baggrund af det anførte fandt nævnet heller ikke anledning ti at udsætte sagen på en henvendelse til Krigsforbryderdomstolen i Haag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Kroa/2004/1
