Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelov § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk albaner fra [mindre by], Kosovo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han ikke kan få behandling mod sin psykiske lidelse. Klageren udrejste oprindeligt af Kosovo på grund af krigen og landets generelle tilstand på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Kosovo risikere forfølgelse som omhandlet udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren oprindeligt udrejste af Kosovo på grund af krigen og landets generelle tilstand, og at han efter de nuværende forhold i Kosovo ikke kan anses for at være i asylbegrundende risiko for overgreb ved en tilbagevenden. Det tiltrædes derfor, at Udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Kosovo, idet bemærkes, at Flygtningenævnet ikke herved har taget stilling til, om klagerens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at en udsendelse kan finde sted. Klagerens helbredsmæssige forhold indgår således i den vurdering, der skal foretages under den sag, der i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 2, er indbragt for domstolene af anklagemyndigheden, jf. herved forarbejderne til lov nr. 473/1998. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 13. juli 2017.” Kosovo/2017/2/CHA
