Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Kosovo.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk roma fra [….], i [….] kommune i Kosovo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og hans samlever ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af ansøgerens svigerfamilie, idet familien er imod forholdet, fordi ansøgeren er roma og samleveren albaner. Ansøgeren frygter endvidere som roma at blive undertrykt og chikaneret af serbere og albanere, især fordi han er roma og samleveren albaner. Flygtningenævnet kan lægge ansøgeren og hans samlevers forklaringer om deres blandede ægteskab og de vanskelige forhold under krigen til grund. Ansøgeren og hans samlever har oplyst, at de har levet i Mitrovica i cirka ti år uden at blive kontaktet af ansøgerens samlevers familie. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren og/eller hans samlever risikerer overgreb fra samleverens families side som følge af familiens modvilje mod deres forhold. Ansøgeren har oplyst om en vis chikane mod dem som følge af hans etnicitet som roma. Hverken disse oplysninger eller oplysningerne om den generelle chikane, som etniske romaer udsættes for, sandsynliggør, at chikanen har en sådan intensitet eller grovhed, at dette kan medføre asyl. Da betingelserne i udlændingelovens § 7 herefter ikke er opfyldt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Kosovo/2010/5