Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 2009. Ansøgeren var i 1999 blevet tvunget til at arbejde for den serbiske hær. Ved krigens afslutning i sommeren 1999 var ansøgeren ved tilbagekomsten til sin hjemby blevet overfaldet af ukendte albanere. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han som følge af tjeneste i den serbiske hær i 1999 ville blive udsat for hævnoverfald svarende til det overfald, han var blevet udsat for umiddelbart efter krigens afslutning. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han af den grund udsatte sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet konkretisere forholdene omkring de albanere, som måtte stræbe ham efter livet. Det fandtes ikke sandsynligt, at ikke nærmere angivne albanere skulle eftersøge ansøgeren i ti år for den begrænsede indsats, som ansøgeren havde udført for serberne, som havde tvangshvervet ham. Såfremt ansøgeren måtte frygte hævnoverfald måtte han henvises til at søge beskyttelse hos den internationalt støttede politistyrke i Kosovo, som gennem flere år havde været med til at stabilisere forholdene i Kosovo. De generelt vanskelige forhold for romaer i Kosovo kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Kosovo/2009/3
