Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk albaner og katolik. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at hans kæreste ikke havde været udsat for overgreb i 1999 fra UCK-soldater, og at han efter krigen havde haft kontakt til hende. Heroverfor havde ansøgerens svoger, der fungerede som ansøgerens bisidder, forklaret, at ansøgerens kæreste var blevet voldtaget af UCK-soldater under krigen i 1999 under overværelse af familien, herunder ansøgeren, og at ansøgerens kæreste forsvandt i forbindelse med denne episode. Bisidderen havde fået oplysningerne herom fra sin nu afdøde svigermoder umiddelbart efter tilbagekomsten til Kosovo efter krigen, hvorunder han havde opholdt sig i Makedonien. Ansøgeren lider af alvorlige psykiske problemer og havde vanskeligt ved at forklare sig under nævnsmødet. Under hensyn hertil og til svogerens sikre forklaring, der var bekræftet af dennes ægtefælle, valgte Flygtningenævnet at lægge svogerens forklaring til grund ved den asylretlige vurdering af sagen. Flygtningenævnet fandt ikke, at hændelsen i 1999 kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hændelsen lå langt tilbage i tiden og ikke kunne tillægges afgørende betydning på tidspunkt for Flygtningenævnets afgørelse, hvor forholdene i Kosovo var ændret. Hertil kom at ansøgeren først udrejste af hjemlandet i 2007. Ansøgeren havde efter moderens død boet hos svogeren og dennes ægtefælle, og de overgreb som denne familie havde været udsat for, måtte antages også at omfatte ansøgeren. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at de omhandlede episoder måtte anses som hændelser af kriminel karakter, uden at der var holdepunkter for at antage, at overgrebene havde været myndighedsunderstøttede. De pågældende episoder var ikke blevet anmeldt til politimyndighederne. Efter en samlet vurdering af det anførte fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse som følge af hans religiøse tilhørsforhold jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller i øvrigt ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sagen blev sambehandlet med søsterens og svogerens sag (Kosovo/2008/2). Kosovo/2008/1.