Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk albaner fra [...], Kosovo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kosovo frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin fader, idet hun har modsat sig et tvangsægteskab og er blevet gravid med sin herboende kæreste. Hun har henvist til, at hun under sin opvækst har været udsat for fysisk afstraffelse, og at denne gennem årene er steget i intensitet. Få dage før ansøgerens udrejse hældte faderen kogende vand ud over ansøgeren, idet han havde fundet ud af, at hun havde indledt et forhold til en mand, som han ikke havde valgt til hende. Faderen truede med at slå hende ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at faderen har udsat hende for fysisk afstraffelse gennem hendes opvækst, og at han har arrangeret et ægteskab med en ældre mand, findes den ikke at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at nævnet finder, at der i så fald er tale om handlinger begået af en enkeltperson, som ikke kan antages at være påskønnet, understøttet eller tolereret af myndighederne. Det bemærkes videre, at ansøgeren efter de foreliggende oplysninger ikke har anmeldt forholdene til myndighederne. Det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, blandt andet US. Department of State’s rapport fra 24. maj 2012 “2011 Country Reports on Human Rights Practices — Kosovo “ at vold mod kvinder fortsat er et stort og vedvarende problem i Kosovo, men at det samtidig er ulovligt, og at myndighederne forsøger at håndtere problemet ved blandt andet at have særlige politienheder for vold inden for hjemmet, og ved at målrette en indsats på området gennem oprettelse af en særlig enhed inden for det ansvarlige ministerium, økonomisk støtte ngo’er. der har oprettet krisecentre for voldsramte kvinder, og ved at have særlige kurser om vold i hjemmet på politiuddannelsen. De generelt vanskelige forhold i Kosovo, herunder for voldsramte kvinder, kan ikke i sig selv begrunde meddelelse af asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en anden del af Kosovo, henset til, at ansøgeren har forklaret, at det er alene er hendes fader, som hun har problemer med. En eventuel konflikt antages derfor at være afgrænset til det område, hvor ansøgeren og hendes familie var bosiddende inden udrejsen af landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. koso/2012/1
