Flygtningenævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kirgisistan, født i 1984. Indrejst i december 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk ujguer og muslim, og at han ikke havde været politisk aktiv. Det blev videre lagt til grund, at ansøgeren udrejste i eget navn, legitimeret ved pas isat Schengen-visum. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han havde været tilbageholdt fire gange af politiet i 2003, senest i oktober, blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at tilbageholdelserne var udtryk for en konkret og individuel forfølgelse fra myndighedernes side mod ansøgeren, men fandt, at der snarere var tale om kriminelle handlinger begået af enkeltpersoner ansat ved politiet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder i Kirgisistan og klage over politiets behandling. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke at kunne lægge til grund, at der foregår en sådan systematisk forfølgelse af etniske ujguerer i Kirgisistan, at ansøgerens etnicitet i sig selv kunne føre til, at ansøgeren meddeltes asyl. Flygtningenævnet fandt efter baggrundsoplysningerne heller ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kirgisistan risikerede deportation til Kina. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kirgisistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endelig ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger grundlag for at udsætte sagen på undersøgelse af forholdene for hjemvendte ujguerer. Kir/2005/2