Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk han fra […]-provinsen i Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der senest indrejste legalt i starten af 2010, og som søgte asyl i slutningen af 2010, har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive tvangssteriliseret af de kinesiske myndigheder, idet hun har født to børn i Danmark. Hun frygter endvidere, at hendes familie vil blive forfulgt af de kinesiske myndigheder, hvis hun nægter at lade sig sterilisere. Endelig frygter hun, at hendes barn nummer to ikke vil kunne blive registreret i Kina og dermed ikke have adgang til skolegang. Flygtningenævnet lægger ansøgerens oplysninger om sine forhold til grund, således som oplysningerne foreligger ifølge asylskemaet og i samtalen med Udlændingeservice og til dels i nævnsmødet. Nævnet finder at måtte afvise ansøgerens forklaring i nævnsmødet om, at hun i oktober 2009 i sin hjemby blev opsøgt af fire personer fra et-barns-politik kontoret, da denne oplysning først er fremkommet under nævnets møde, og da ansøgeren i øvrigt fremstår som en uddannet person, der fuldt ud er i stand til at redegøre for sine forhold. Ved en vurdering af ansøgerens forhold lægger nævnet vægt på, at ansøgerens første barn, en pige, ikke er registreret hos de kinesiske myndigheder i hjemlandet, idet ansøgeren har oplyst dette med bemærkning om, at det er kendt i hjembyen, at hun fødte sit første barn i 2009. Nævnet finder, at ansøgerens asylansøgning må ses i sammenhæng med ansøgerens meget forståelige ønske om familiesammenføring med ægtefælle og begge børn i Danmark. Nævnet finder dette synspunkt bestyrket ved, at ansøgeren først søgte om asyl i slutningen af 2010 i forbindelse med et fornyet afslag på familiesammenføring. Afgørende for ansøgerens asylansøgning er imidlertid, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina risikerer en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have nogen konflikt med de kinesiske myndigheder eller i øvrigt være i myndighedernes søgelys. Nævnet finder videre, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder Home Office Country Of Origin Information Report fra november 2010 punkt 28.32 ff. og sammenholdt med blandt andet oplysningerne fra det irske dokumentationscenter af 23. november 2010 om kinesiske statsborgere, der har brudt et-barns-politikken, imens de boede i udlandet, ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for tvangssterilisation. Efter de nævnte baggrundsoplysninger videre må antages, at begge ansøgerens døtre vil kunne blive registreret og have adgang til undervisning, men det bemærkes dog i denne forbindelse, at disse forhold må anses for at være af socioøkonomisk karakter og ikke selvstændigt kan begrunde asyl. Sammenfattende finder nævnet derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina ikke kan antages at være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at begge børn ligesom ansøgerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse, således som denne er berigtiget.” kina/2011/2