Kina20086

Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina samt et barn. Indrejst i 2007. Ansøgeren var ved indrejsen i besiddelse af et Schengen-visum udstedt på den danske repræsentation med henblik på at besøge sin herboende ægtefælle. Under opholdet i Danmark fødte ansøgeren sit andet barn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som grundlag for sin ansøgning om asyl havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden risikerede tvangssterilisation, fordi hun havde fået sit andet barn. Hun havde til støtte herfor fremlagt fire erklæringer fra familiemedlemmer, som ifølge ansøgeren var blevet tvangssteriliseret. Flygtningenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af de fremlagte erklæringer, at der var tale om tvangsindgreb. Med hensyn til tvangssterilisation bemærkedes, at dette ikke er tilladt i Kina. Uanset at det af baggrundsmaterialet fremgik, at tvangssterilisation forekom lokalt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ville være i en konkret risiko herfor. Kina/2008/6