Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2007. Ansøgeren var på indrejsetidspunktet blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på at studere i Danmark. Opholdstilladelsen var inddraget, da ansøgeren var blevet udvist ved dom. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hun havde meldt sig ud af Den Kommunistiske Ungdomsliga, hvilket blandt andet havde givet hende problemer på hendes skole, at hun var medlem af en protestantisk kirke, at politiet havde opsøgt hendes bopæl i begyndelsen af 2007, angiveligt fordi hun havde overværet en konflikt mellem en protestantisk og en katolsk menighed i sommeren 2006, og hun selv tilhørte den protestantiske menighed, at hun ligeledes var blevet opsøgt af embedsmænd fra landsbyen i begyndelsen af 2007, som havde spurgt hende om hendes medlemskab af den protestantiske kirke, og om hun havde været til stede under konflikten mellem den katolske og protestantiske menighed, samt at hun eller hendes familie havde lånt en del penge af ”lånehajer”, fra hvem hun frygtede overgreb ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet, ligesom hun frygtede forfølgelse fra myndighederne dels i anledning af hendes forhold til den Kommunistiske Ungdomsliga og dels i anledning af hendes medlemskab af den protestantiske menighed. Uanset om ansøgerens forklaringer kunne lægges helt eller delvist til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at nogen af de omtalte forhold var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde vægt på, at den af ansøgeren omtalte episode mellem den katolske og protestantiske menighed havde fundet sted i sommeren 2006, men at hun efter sine egne oplysninger var forblevet på sin skole til en gang i løbet af 2007, og at hun først var udrejst med gyldig rejselegitimation, herunder legalt ægte pas, i efteråret 2007. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren, som måtte anses for at være et uprofileret medlem af den protestantiske menighed, ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde lånt penge af ”lånehajer”, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat, idet ansøgeren måtte henvises til at søge de kinesiske myndigheders beskyttelse imod eventuelle repressalier fra sådanne personer. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse tillige vægt på, at ansøgeren først havde søgt asyl cirka ti måneder efter sin indrejse i Danmark i forbindelse med, at hun var blevet anholdt af politiet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren til afhøringsrapporten i foråret 2008 overfor politiet havde oplyst, at hun ikke havde noget udestående med myndighederne i Kina, og at hun ikke ville have nogen problemer med at vende tilbage til sit hjemland. Kina/2008/5