Nævnet meddeltei januar 2008 (B-status) til en kvindelig statsborger fra Folkerepublikken Kina. Indrejst i 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at hun i hjemlandet havde været beskæftiget i et kasino, hvor der var blevet drevet prostitution. Prostitution er kriminaliseret, og ansøgeren havde i denne anledning været fængslet. Ansøgeren havde på overbevisende vis for nævnet forklaret, at hun under fængselsopholdet havde været udsat for systematisk voldtægt fra en række fangevogteres side, hvilket havde medført graviditet. Ansøgeren havde videre oplyst, at det ved vold mod fangevogteren var lykkedes hende to gange at flygte under sådanne fængselsophold. Flygtningenævnets flertal lagde efter en samlet vurdering ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Kina/2008/1