Kina20055

Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse ved­rørende en mandlig statsborger fra Kina, født i 1987. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning havde anført, at han var forfulgt af de kinesiske myndigheder, fordi han havde tilsluttet sig katolicismen, og fordi han havde slået en politibetjent i hovedet med en vase, da de ville anholde en præst. Ansøgeren havde efter sin egen forklaring alene deltaget i den katolske menighed i en kortere periode. Han havde ikke været profileret på nogen måde, og Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren oplyste, at han var blevet skriftligt indkaldt til afhøring vedrørende voldsforholdet, men han havde ikke kunnet dokumentere dette. Flygtningenævnet fandt, at dette forhold, i det omfang det kunne lægges til grund, måtte anses for at være en almindelig lovovertrædelse, som ikke kunne give grundlag for meddelelse af asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Kina/2005/5