Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Kina, født i 1956. Indrejst i august 2001. I september 2004 indgav ansøgeren ansøgning om asyl efter at være blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig forskellige forhold som begrundelse for sin asylansøgning. Hun angav, at hun havde været gift med en person ansat på den kinesiske ambassade, der arbejdede for den kinesiske efterretningstjeneste, og at hun i 1995-96 havde en konflikt, fordi hun havde brændt nogle papirer med oplysninger indsamlet af ægtefællen. Hun havde dyrket Falun Gong, dels i Kina, mens det var legalt, dels i Danmark, hvor hun også havde deltaget i en demonstration foran den kinesiske ambassade. Hun havde angivet, at hun havde været tilbageholdt i Kina på grund af sin Falun Gong dyrkelse, og at myndighederne derfor var opmærksomme på hendes aktiviteter. Hun havde i fortsættelse heraf påberåbt sig, at hun havde haft henvendelser fra den kinesiske ambassade efter sin tilbagekomst fra Kina i 2001, hvor hun var blevet konfronteret med oplysninger om tilknytningen til Falun Gong-bevægelsen. Hun havde endelig påberåbt sig, at det nu måtte være bekendt for de kinesiske myndigheder, at hun havde søgt asyl, hvilket yderligere skulle bringe hende i myndighedernes søgelys. Nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren både i Danmark og Kina havde dyrket Falun Gong. Uanset at ansøgeren ikke havde været profileret som Falun Gong-tilhænger, fandt nævnet efter de foreliggende oplysninger, herunder især at ansøgeren havde været gift med en ansat på den kinesiske ambassade, som hun nu var blevet skilt fra, at der kunne være en risiko for, at ansøgeren i særlig grad ville pådrage sig de kinesiske myndigheders opmærksomhed med hensyn til sine Falun Gong-aktiviteter, og at den beskyttelse, hun måske havde kunnet opnå ved sin ægtefælle, nu ikke længere var til stede. I det lys fandtes det forhold, at ansøgeren – forud for skilsmissen - udrejste legalt af Kina i 2001 og i juli 2002 fik forlænget sit pas på den kinesiske ambassade ikke at kunne tillægges afgørende vægt. Nævnet fandt herefter, at det var betænkeligt at antage, at ansøgeren uden risiko for forfølgelse kunne vende tilbage til Kina. Kina/2005/3