Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Kina, født 1967 (M) og 1968 (K), samt et barn. Indrejst i september 2000 og juli 2001. Flygtningenævnet lagde ansøgernes faktiske oplysninger om deres forhold til grund. Den mandlige ansøger havde herefter ikke noget asylgrundlag. For så vidt angik den kvindelige ansøger, måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at hun allerede i Kina havde aktiviteter for Falun Gong, og at de kinesiske myndigheder havde kendskab til hendes aktiviteter, samt at hun havde måttet underskrive erklæringer om, at hun ikke længere ville praktisere Falun Gong. Flygtningenævnet måtte endvidere lægge til grund, at den kvindelige ansøger under sit ophold i Danmark konsekvent i stor udstrækning var fortsat med at praktisere Falun Gong med deltagelse i demonstrationer foran Den Kinesiske Ambassade, på Strøget og Rådhuspladsen i Danmark samt ugentlig praktisering af Falun Gong på andre offentlige steder. Endelig måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at hun også havde deltaget i en konference i udlandet og havde figureret på internettet. Flygtningenævnet fandt det herefter betænkeligt at afvise, at de kinesiske myndigheder er bekendt med den kvindelige ansøgers engagement i og aktiviteter for Falun Gong, hvorfor Flygtningenævnet ikke kunne afvise, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Kina risikerede forfølgelse. Nævnet henså ved denne vurdering også til, at den kvindelige ansøger ikke ledsagede den mandlige ansøger og sit barn under disses familiebesøg i Kina i sommeren 2002, ligesom nævnet tillagde den mandlige ansøgers oplysninger om den kvindelige ansøgers fanatisme til grund. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Kina/2004/3