Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina, født 1978. Indrejst i februar 2003. Ansøgt om asyl i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde klaget til de kinesiske myndigheder over manglende erstatning i forbindelse med et byggeprojekt, der betød nedrivning af ansøgerens hus. Uanset om ansøgeren i forbindelse hermed i juli og august 2002 var tilbageholdt af de kinesiske myndigheder, begge gange i 15 dage, og udsat for hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren begge gange blev løsladt uden yderligere retsskridt, og at ansøgeren efterfølgende kunne opholde sig uden problemer i provinsen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i december 2002 fik udstedt pas og udrejste legalt fra hjemlandet, hvor han foreviste passet i forbindelse med udrejsekontrollen. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren på nuværende tidspunkt skulle være eftersøgt af de kinesiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse fra ”lånehajer”, som skulle have lånt 150.000 Yuan til ansøgerens fader i forbindelse med ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom havde været divergerende og ikke nærmere underbygget. Uanset om ansøgerens forklaring herom lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdet var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse vægt på, at ansøgeren først søgte om asyl efter cirka halvandet års ophold i Danmark i forbindelse med, at han blev anholdt af politiet. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Kin/2005/1
