Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya, født 1980. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var kristen, at han fra 1997 og nogle år frem havde været medlem af det kenyanske socialdemokrati og fra 2002 af Ford People Party, at ansøgeren både i 1997 og 2002 havde bistået et familiemedlem, som havde været medlem af de samme partier, med den pågældendes valgkampagne, at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne, og at han udrejste legalt. Flygtningenævnet udtalte, at oplysningerne om ansøgerens politiske aktiviteter ikke kunne begrunde asyl. Det kunne efter det foreliggende alene antages, at aktiviteterne havde været af begrænset karakter. Der lagdes herved videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring til Udlændingestyrelsen, gengivet i samtalereferatet, havde indstillet sine aktiviteter efter valget i december 2002, og at ansøgeren havde været i stand til at opholde sig i hjemlandet indtil udrejsen i oktober 2003. Som følge heraf kunne det heller ikke antages, at ansøgeren forud for udrejsen skulle have været blevet efterstræbt af tilhængere af KANU-partiet. Ansøgeren fremstod helt uprofileret. Det indgik videre i nævnets vurdering, at ansøgeren på en række punkter havde udbygget sin forklaring, blandt andet vedrørende ildspåsættelsen af familiens hus og omstændighederne vedrørende en søsters dødsfald. Hertil kom, at KANU mistede regeringsmagten ved valget i 2002, og at Ford Peoples Party er repræsenteret i den nuværende regering. Drabet på søsteren i forbindelse med et valgmøde kunne heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren havde forklaret upræcist om begivenheden for Flygtningenævnet. Selv efter ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen var der ikke belæg for, at drabet havde været begrundet i ansøgerens forhold. Politiet optog rapport og undersøgte sagen, og begivenheden fremstod nærmest som et uheld. Med hensyn til ansøgerens brækkede ben lagde nævnet vægt på, at ansøgeren havde brækket benet i forbindelse med et fald under den almindelige tumult på stedet. Endelig indgik det i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren først ansøgte om asyl i februar 2005. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ken/2005/1
