jord201637

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra Amman, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle uroligheder samt det forhold, at han ikke har nogen tilknytning til Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive henvist til at tage ophold i en flygtningelejr. Ansøgeren er født i Jaffa, Palæstina.  I 1952 flyttede ansøgeren med sin familie til en flygtningelejr i Amman i Jordan. Ansøgeren fik jordansk statsborgerskab i 1960. I 1970 flygtede ansøgeren til Syrien, hvor han blev registreret som palæstinenser fra Jordan. I 1972 mistede ansøgeren sit jordanske pas, hvorfor han ansøgte om et nyt på den jordanske repræsentation i Damaskus. Ansøgeren fik dog afslag herpå. I 2012 flygtede ansøgeren tilbage til Jordan, hvor han bosatte sig i Amman. Her søgte ansøgeren om jordansk pas, hvilket på ny blev afslået. På grund af ansøgningerne om pas blev ansøgeren i 2013 indkaldt til efterretningstjenesten, hvor ansøgerens jordanske ID-kort blev inddraget. Ansøgeren fik i den forbindelse udstedt et midlertidigt opholdsbevis for palæstinensere, og han blev pålagt at tage ophold i flygtningelejren ’Cyber City’. I 2014 rejste ansøgeren tilbage til Syrien, hvorfra han udrejste i 2015. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder, organisationer eller privatpersoner i hverken Syrien eller Jordan. Det lægges videre til grund, at ansøgeren er født i Jaffa og efterfølgende opvokset i Jordan, at han i 1960 blev jordansk statsborger, at han samme år fik udstedt jordansk pas, at han har haft jordansk ID-kort, og at han fik midlertidig opholdstilladelse i Jordan efter flugten fra Syrien. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren og familien efter indrejsen boede privat i Amman, hvor blandt andet ansøgerens datter har arbejdet, at ansøgeren i øvrigt har mange slægtninge i Jordan, og at han i sin tid arvede en fast ejendom efter sin moder. Idet hverken ansøgerens problemer med at få udstedt pas eller andre papirer i Jordan, eller hans oplysninger om forløbet angående opholdet i ’Cyber City’-lejren kan føre til en ændret vurdering, findes ansøgeren efter det foreliggende at burde vurderes i forhold til Jordan. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Jordan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2016/37nke