[I foråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at anmode Italien om at modtage de syriske statsborgere [A], [fødedato], og [B], [fødedato], samt deres tre medfølgende børn [C], [fødedato], [D], [fødedato], og [E], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1. Praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om overførsel til Italien efter Dublinforordningen og forholdene i Italien Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 4. november 2014 dom i sagen Ta-rakhel mod Schweiz (appl. no. 29217/12) vedrørende Dublin-overførsel fra Schweiz til Italien af en afghansk familie bestående af et ægtepar og seks mindreårige børn født mellem 1999-2012. Domstolen fandt blandt andet, at det ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende en familie med mindreårige børn til Italien, hvis ikke de schweiziske myndigheder forinden havde fået individuelle garantier fra de italienske myndigheder om, at klagerne ville blive taget hånd om på en måde, som var tilpasset børnenes alder, og at familien ville blive holdt samlet. Den 27. marts 2015 har de italienske myndigheder i forlængelse af et møde afholdt i det italien-ske indenrigsministerium med deltagelse af repræsentanter fra det danske Justitsministerium udstedt en generel garanti indeholdende en tilkendegivelse af, at samtlige familier med mindre-årige børn, som overføres/tilbageføres fra medlemsstaterne til Italien i medfør af Dublinforord-ningen, vil blive holdt samlet og indkvarteret under forhold, der er tilpasset familien og børnenes alder. Den 15. februar 2016 har de italienske myndigheder fremsendt et såkaldt circular letter til de andre Dublinlande. Med brevet er en opdateret liste over de indkvarteringscentre, som Italien anser for egnede til indkvartering af familier med mindreårige børn, og som efter Italiens opfattelse således vil blive indkvarteret i fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og specifikke sårbarheder. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række afgørelser i 2015 og 2016 anset klager over overførsel af familier med mindreårige børn til Italien for inadmissible. Der kan herved blandt andet henvises til appl. no. 21459/14, 54000/11, og 5868/13. Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol truffet beslutning den 21. juli 2016 om at anse klagen i sagen N.A. mod Danmark (appl.no. 15636/16) om overførsel som inadmis-sible. Domstolen har blandt andet udtalt følgende (præmis 30): “It was thus a prerequisite for the applicants’ removal to Italy that they would be accommodated in one of the said reception facilities earmarked for families with minor children, that those facilities satisfied the requirements of suitable accommodation which could be inferred from Tarakhel and, in addition, that the Italian Government would be notified of the applicants’ particular needs before the removal.” Senest har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen F.M. og andre mod Danmark (appl. no. 20159/16) ved beslutning af 6. oktober 2016 anset en tilsvarende klage over overførsel af en enlig kvinde med to mindreårige børn til Italien som inadmissible. Sagens omstændigheder i øvrigt Ved erklæring af [dato] 2017 har klagerne klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse og samtidig ønsket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. [I sommeren] 2017 sendte Udlændingestyrelsen en såkaldt accept by default til Italien, idet Italien ikke havde svaret på anmodningen. Italien anses herefter for at have accepteret at modtage udlændingene i medfør af Dublinforordningens artikel 25, stk. 2, hvoraf fremgår, at såfremt en medlemsstat ikke har givet svar på anmodningen om overtagelse ved udløbet af fristen på en måned eller to uger, der er fastsat i artiklens stk. 1, anses medlemsstaten for at have accepteret, hvilket medfører en pligt til at overtage den pågældende person, herunder til at træffe passende foranstaltninger med henblik på ankomsten. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen orienteret klagerne om den såkaldte accept by de-fault til Italien. [I sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet Flygtningehjælpen har anmodet om, at klagernes sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for klagen blandt andet henvist til, at klagerne føler sig snydt af de italienske myndigheder i forbindelse med afgivelse af fingeraftryk. Klagerne blev af de italienske myndighedspersoner informeret om, at de afgivne fingeraftryk ikke havde betydning for deres asylsag. Klagerne blev kørt til en stor asyllejr, hvor de af myndighedspersoner blev oplyst, at de inden for én uge skulle beslutte, om de ville søge asyl i Italien eller ej. I asyllejren boede klagerne på et værelse sammen med to andre familier, og der var ikke nogen seng eller madrasser, hvorfor klagerne og deres børn måtte sove på gulvet. Der var ikke nogen aktiviteter for klagernes børn i lejren, og der var ikke mulighed for, at de kunne gå i skole. Klagerne følte sig dårligt behandlet i Italien, idet de generelle forhold i asyllejren var dårlige. Klagerne har oplyst, at maden var af dårlig kvalitet, at personalet behandlede dem dårligt, og at det ikke var muligt for klagerne at få helbredsbehandling. Klagerne forsøgte flere gange at søge lægehjælp i lejren, men de blev afvist. Klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark i form af flere søskende. Den kvindelige klager har en søster, der har opholdstilladelse i Danmark, som bor sammen med sin familie. Den mandlige klager har to brødre og en søster, der alle har opholdstilladelse i Danmark. Klagerne ønskede at komme til Danmark på grund af den store familiemæssige tilknytning til landet. Den kvindelige klager har et meget tæt forhold til sin herboende søster, og den mandlige klager har et særlig tæt forhold til sin storebror, [F]. Klagernes børn har et godt forhold til [F] og hans familie. Klagernes børn har tillige et godt forhold til den kvindelige klagers herboende familie. Klagerne ønsker ikke at blive overført til Italien, idet de ønsker at opholde sig i Danmark tæt på deres herboende familiemedlemmer. Klagerne ønsker endvidere ikke at blive overført til Italien, idet de under deres korte ophold i landet ikke følte sig behandlet som mennesker. Klagerne har mistet tilliden til de italienske myndigheder. Klagerne har endelig henvist til, at de ikke ønsker at blive overført til Italien, idet forholdende for asylansøgere er dårlige. Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til en række baggrundsoplysninger om de generelle modtageforhold for asylansøgere i Italien, herunder om Dublin-overførte der ikke er registrerede som asylansøgere i Italien. Dansk Flygtningehjælp har herudover henvist til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder Tarakhel mod Schweiz, og fra andre europæiske lande, hvorefter flere lande i en række sager har suspenderet Dublin-overførsler til Italien på grund af modtageforhold og adgang til asylproceduren. Dansk Flygtningehjælp har bemærket, at der ud fra de nyeste baggrundsoplysninger er en dokumenteret og reel risiko for, at klagerne ved en overførsel til Italien med stor sandsynlighed vil blive henvist til et liv på gaden. Dansk Flygtningehjælp har videre bemærket, at klagerne ikke vil være sikret adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Dansk Flygtningehjælp har endelig bemærket, at det vil være i strid med hensynet til barnets tarv at overføre klagerne og deres mindreårige børn til Italien. Dansk Flygtningehjælp har i denne forbindelse henvist til børnenes trivsel og sociale udvikling. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2017 modtaget sagens akter, Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse [fra foråret] 2017. Udlændingestyrelsen har udtalt følgende: ”Vi finder, at Dansk Flygtningehjælp ikke er fremkommet med nye oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke ses at være et afhængighedsforhold mellem de ovennævnte og de herboende søskende, jf. artikel 16 i Dublin forordningen. Vi finder videre, at det er i børnenes tarv at følges med forældrene til Italien. Det bemærkes videre, at det fremgår af dom afsagt den 4. november 2014 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Tarakhel mod Schweiz, at forholdene for asylansøgere i Italien ikke har sådan en karakter, at det kan sidestilles med forholdene i Grækenland på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland, og at en overførsel til Italien i medfør af Dublin-forordningen ikke generelt vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endvidere bemærkes det, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report Italy af december 2015 samt Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at til trods for at asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede i Italien, så foretager de italienske myndigheder reel asylsagsbehandling, og at visse sager undergår en hurtigere behandling heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Endelig fremgår det, af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at der er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse. Videre bemærkes at italien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Italien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement og om de fornødne ydelser til asylansøgere. Endelig finder vi ikke, at der efter en konkret vurdering af ovennævntes forhold foreligger sådanne hensyn herunder af humanitær karakter, at de ovennævnte ikke bør overføres til Italien. Det bemærkes hertil, at det fremgår af referat af oplysnings- og motivsamtalerne af [dato] 2017, at den mandlige ansøger er sund og rask, og at den kvindelige ansøger lider af åndenød og psykiske problemer. Om fornødent vil de og deres børn kunne modtage lægelig behandling og anden assistance i Italien.” [I sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet supplerende indlæg i sagen. Dansk Flygtningehjælp har anført, at Dansk Flygtningehjælp har modtaget klagernes lægejournaler [dato]. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse bemærket, at den kvindelige klager har symptomer på PTSD, som vil være behandlingskrævende. Flygtningenævnets afgørelse og begrundelse Klagerne og deres medfølgende børn er syriske statsborgere. [I vinteren] 2017 indrejste klagerne ulovligt til Italien fra et tredjeland. Klagerne er nu henholdsvis [alder] og [alder]. [28 dage senere] 2017 indrejste klagerne med deres børn [C], [fødedato], [D], [fødedato], og [E], [fødedato], i Danmark og søgte om asyl. [I sommeren] 2017 sendte Udlændingestyrelsen en såkaldt accept by default til Italien, idet Italien ikke havde svaret på anmodningen. Klagerne er efter det oplyste sunde og raske, når bortses fra den kvindelige klagers åndedrætsbesvær samt symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion. Klagernes medfølgende børn er efter det oplyste sunde og raske, når bortses fra, at [E] har problemer med ørerne. Flygtningenævnet finder, at de formelle regler i Dublinforordningen for at kunne tilbagesende klagerne og deres børn til Italien er opfyldt. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klagerne samt deres tre mindreårige børn alligevel ikke kan sendes tilbage til Italien, og at ansøgningen skal tages under behandling i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17. Det er herved et spørgsmål, om klagerne og deres tre mindreårige børn må antages at blive udsat for så belastende forhold ved en tilbagesendelse til Italien, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder, at klagerne som en familie med mindreårige børn må anses for at tilhøre en særligt underprivilegeret og sårbar gruppe med behov for speciel beskyttelse. Nævnet finder, at Italien med brevet af 8. juni 2015 og Italiens efterfølgende forsikringer om tilpasning af modtagekapaciteten på mødet i Contact Committee den 24. juni 2015 må anses for at opfylde betingelserne for at kunne modtage klagerne og deres tre mindreårige børn. Nævnet skal herved henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en række afgørelser og senest i sagen F.M. og andre mod Danmark af 6. oktober 2016 har afvist at behandle klager fra familier med mindreårige børn over, at de ville blive behandlet i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved tilbagesendelse til Italien efter reglerne i Dublinforordningen. I grundlaget for disse afgørelser er indgået de italienske myndigheders breve og tilkendegivelser om overførsel til Italien og modtagelsen af særligt sårbare familier til de øvrige Dublin-medlemsstater. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at klagerne har påvist, at deres fremtidige muligheder, hvis overført til Italien sammen med deres tre mindreårige børn, ud fra hverken et materielt, fysisk eller psykologisk perspektiv, vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det bemærkes herved, at klagerne ifølge deres forklaring til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen er sunde og raske, når bortses fra den kvindelige klagers åndedrætsbesvær og symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp i rapporten Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, Is mutual trust enough, af 9. februar 2017, har konstateret, at seks familier, der blev overført til Italien i medfør af Dublinforordningen fra Danmark og Schweiz, ikke blev indlogeret på et SPRAR-center ved ankomsten til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at det endvidere fremgår af rapporten, at familierne efter nogen tid blev indlogeret på et SPRAR-center. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der efter de nyeste baggrundsoplysninger er en dokumenteret og reel risiko for, at klagerne og deres medfølgende børn ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at der er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse. I den foreliggende sag er der ingen konkrete oplysninger, der tyder på, at klagerne ved en overførsel til Italien skulle være i risiko for at blive hjemløse. Det af klagerne oplyste om, at de har familiemedlemmer, der har opholdstilladelse i Danmark, samt at klagerne og deres børns forhold til familiemedlemmerne er godt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke består et afhængighedsforhold mellem klagerne og deres herboende familiemedlemmer som omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det forhold, at den kvindelige klager under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun har åndedrætsbesvær, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporterne Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy af december 2016, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagernes sag skal behandles i Danmark grundet hensynet til barnets tarv, herunder særligt børnenes trivsel og sociale udvikling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at klagerne og deres familie ikke vil have adgang til de tilgængelige ressourcer i Italien for en familie med tre mindreårige børn, eller at de italienske myndigheder for så vidt angår vanskeligheder i forbindelse med deres helbred eller andet ikke vil reagere på passende vis. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at hensynet til klagernes børn i sig selv kan føre til, at familien ikke skal overføres til Italien. Det bemærkes hertil, at det er børnenes tarv at blive overført til Italien sammen med deres forældre. Flygtningenævnet har i den foreliggende sag haft adgang til alle relevante sagsakter, herunder referat af klagernes forklaringer til Udlændingestyrelsen, indlæg fra Dansk Flygtningehjælp samt baggrundsmateriale, herunder blandt andet Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, AIDA, Country Report: Italy, af december 2016 samt Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, Is mutual trust enough, af 9. februar 2017. Nævnet har endvidere haft adgang til relevant international praksis, om de aktuelle forhold for familier med mindreårige børn, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at nævnet har haft de nødvendige, generelle og konkrete oplysninger til brug for sagens afgørelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Udlændingecenter Nordsjælland forud for udsendelsen af klagerne og deres mindreårige børn til Italien sikrer, at der sker en samlet overførsel af familien. Det forudsættes endvidere, at de italienske myndigheder underrettes om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger. Ital/2017/4/SSM
