Nævnet fastholdt i april 2019 en tidligere afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra efteråret 2016. I sommeren 2018 anmodede Dansk Flygtningehjælp om genoptagelse. I starten af 2019 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i april 2019 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri og har oplyst at være bahai fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder eller udsat for overgreb af enkeltpersoner, fordi han er konverteret fra islam til bahai-troen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for bahai begyndte i 2012, da han arbejdede sammen med sin kollega [S], der fortalte ansøgeren, at han tilhørte bahai-troen. Ansøgeren fortalte [S], at han var frafaldet shia-islam, og at han tidligere havde prøvet at komme ind i den zarathustristiske menighed i Teheran, men at han var blevet afvist, fordi menigheden ikke accepterede frafaldne muslimer. [S] fortalte ansøgeren, at han i stedet skulle prøve at blive en del af bahai, da det var muligt også for frafaldne muslimer. De følgende syv til otte måneder talte ansøgeren løbende med [S] om religionen, når de var på arbejde. Derudover gav [S] ansøgeren en bog om bahai. Ansøgeren begyndte løbende at efterleve bahai-troens foreskrevne regler. Omkring tre måneder efter sin første snak om religionen med [S], begyndte ansøgeren at tage til møder hos forskellige bahai-troende i Teheran. Møderne foregik altid hemmeligt hver tolvte dag og blev holdt et nyt sted hver gang. I 2009 flyttede ansøgeren til Teheran sammen med sin daværende kæreste [Z], som var stærkt troende shia-muslim. Ansøgeren har oplyst, at han ikke elskede [Z], da de flyttede sammen, og de aftalte desuden, at de ikke skulle giftes. I midten af 2014 gjorde [Z] ansøgeren bekendt med, at hun gerne ville giftes med ham alligevel, da hun var begyndt at kunne lide ham. Ansøgeren fortalte hende da, at han tilhørte bahai-troen. [Z] blev vred og spurgte, hvorfor ansøgeren aldrig havde fortalt hende det. Derudover truede hun ansøgeren med at angive hans frafald fra islam til bahai til de iranske myndigheder. Ansøgeren valgte derpå at skifte adresse og skjule sig for [Z]. Omkring tre måneder senere flygtede han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i et år. Ansøgeren valgte at udrejse af Tyrkiet til Europa i [efteråret] 2015, da han ikke kunne vende tilbage til Iran på grund af sin konvertering til bahai. Efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2017 har ansøgeren deltaget i flere videodebatter på Youtube med en mand ved navn [O]. Ansøgeren har endvidere delt opslag på sin Facebook og sin Instagram profil om bahai-religionen. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til bahai-religionen til grund. Flertallet henviser til Flygtningenævnets begrundelse i afgørelsen [fra efteråret] 2017 og bemærker yderligere, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og upræcist på de stillede spørgsmål, herunder om sin konvertering og forholdet til bahai-religionen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sine handlinger efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2017 har søgt at skabe sig et sur place motiv, og flertallet finder, at det herefter må skulle vurderes, om ansøgeren herigennem har profileret sig således i forhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i forhold til enkeltpersoner i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder – i forlængelse af Flygtningenævnets begrundelse i afgørelsen [fra efteråret] 2017 – at ansøgeren ikke alene ved sin brug af sin åbne Facebook-profil eller sin Instagram-profil – i øvrigt under et andet navn end sit eget – er blevet yderligere profileret i forhold til de iranske myndigheder – eller enkeltpersoner. Flertallet finder, at det beror på ansøgerens egen formodning, at en af de personer, der har postet et indslag på hans profil, i realiteten har tilknytning til de iranske myndigheder. Det forhold, at flere enkeltpersoner har postet trusler på hans profiler, finder flertallet, ikke kan gøre nogen forskel, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse personer kan eller vil gøre alvor af truslerne, såfremt han vender tilbage til Iran. Flertallet finder endelig, at det forhold, at en af truslerne angiveligt er fremsat af en af ansøgerens brødre, heller ikke gør nogen forskel, hvorved flertallet bemærker, at truslen er flere år gammel, ligesom det beror på ansøgerens egen formodning, at broderen vil gøre alvor af truslen. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren på Instagram har deltaget i debatter med personen [O], som efterfølgende er lagt op på Youtube, ikke kan føre til et andet resultat. Flertallet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at [O] er støttet af de iranske myndigheder. Det forhold, at videoerne er set flere tusinde gange kan ikke føre til et andet resultat, idet der ikke er grundlag for at antage, at de iranske myndigheder alene som følge heraf har fokus på videoerne og derigennem ansøgerens person. Flygtningenævnets flertal finder yderligere, at det beror på ansøgerens egen formodning, at det er de iranske myndigheder, der angiveligt står bag blokeringen af ansøgerens blog. Flertallet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelser heraf, idet det ikke kan antages, at sådanne undersøgelser ikke nærmere vil afklare dette forhold. Flygtningenævnets flertal finder endelig, at det forhold, at ansøgeren har fået en tatovering, der viser hans tilhørsforhold til bahai-religionen, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/52/ATN
