Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurdisk og sunni muslim fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været prøvemedlem af KDPI siden begyndelsen af 2010, og forinden var han sympatisør for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder som følge af sit medlemskab af og sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han blev medlem af KDPI i vinteren 2010, og at han forinden var sympatisør for partiet. Ansøgeren begyndte at udføre aktiviteter for partiet i 2010, hvor han blandt andet uddelte løbesedler og skrev slagord. Derudover observerede ansøgeren de iranske myndigheders og Sepahs baser, som han indberettede til lederen af de hemmelige KDPI-foreninger i Iran. Ansøgeren blev i [primo] 2014 tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for KDPI, og han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren var fængslet i en periode, hvorefter han blev stillet for en domstol og blev idømt en fængselsstraf. Efter løsladelsen havde ansøgeren meldepligt ved den iranske efterretningstjeneste. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren på ny tilbageholdt for en periode, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren havde efterfølgende behov for hospitalsbehandling, men idet hospitalerne nægtede at behandle ham, og for at få den fornødne behandling, udrejste ansøgeren af Iran i [ultimo] 2015. Ansøgeren har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgerens har blandt andet deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, ligesom ansøgeren har skrevet politiske artikler. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret, troværdigt og konsistent om sin tilknytning til KDPI, om sine anholdelser, løsladelser og betingelserne herfor, om sin fængsling og om den tortur, han blev udsat for. Ansøgerens forklaring understøttes af den fremlagte medical report og af den fremlagte torturundersøgelse. Når hertil kommer de politiske aktiviteter, ansøgeren har udført i Danmark, herunder at han under sit kaldenavn optræder i en optagelse på KDPI’s TV-kanal og partiets hjemmeside, hvor han fortæller om sit asylmotiv, og har skrevet en artikel om samme emne i partiavisen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/51/MEG