Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1986, og at han [i starten af] 1987 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2017 blev registreret som udrejst til Iran fra [sommeren] 2014. Den [slutningen af] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger efter stemplerne i klagerens iranske nationalitetspas og Udlændingestyrelsens tilkendegivelse på nævnsmødet til grund, at klageren ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Spørgsmålet er herefter, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Det må lægges til grund, at han i perioden fra sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 til den seneste indrejse i Danmark [i foråret] 2017 ad flere omgange er rejst mellem Danmark og Iran, og at han i denne periode har opholdt sig i Iran bortset fra sammenlagt 73 dage fordelt over fem perioder, hvor han har været i Danmark. Derudover må det lægges til grund, at han forinden sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 havde opholdt sig i Iran og der fået sit iranske pas fornyet. Af passet fremgår, at det er udstedt i Iran [i foråret] 2014. Herudover lægger nævnet til grund, at klageren under sine ophold i Iran har beholdt sin lejlighed, og at huslejen er blevet betalt automatisk. I perioden fra klagerens udrejse af Danmark [i sommeren] 2016 overlod han lejligheden til en vens veninde, og veninden blev registreret med bopæl i lejligheden fra [sommeren] 2016 til [foråret] 2017. Dette var anledningen til, at klageren af kommunen blev registreret som udrejst. Det er ikke oplyst, om klageren i de perioder, hvor han var i Danmark, opholdt sig i sin egen lejlighed, herunder da klageren var i Danmark fra den [starten af] til [starten af] 2017, mens en anden var registreret på hans adresse. Klageren har om sine rejser til Danmark i perioden navnlig forklaret, at han skulle til lægebesøg for sin diabetes og for blodprop i hjernen, ligesom han på et tidspunkt fik problemer med hørelsen. Han har endvidere om sine ophold i Iran forklaret, at hans mor var død før 2014, og at hans far, en bror og en svoger døde i 2014 og 2015. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren i hvert fald fra sommeren 2016, hvor han overlod sin lejlighed til en anden, reelt har opgivet sin bopæl i Danmark for frivilligt at tage bopæl hos sine søstre i Iran, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4. Klageren har efter det oplyste opholdt sig i Danmark, hvor hans to voksne døtre bor, i meget korte perioder i perioden fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2017, hvor han primært har opholdt sig i Iran, hvor han har fire søskende. Herefter og efter det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke efter sommeren 2016 har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark med henblik på at tage varigt ophold i landet. Betingelserne for at meddele dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3, er derfor ikke opfyldt. Længden af hans ophold i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herefter, at det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelse efter § 7, der er meddelt med henblik på varigt ophold, uanset § 17, først bortfalder, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet med henblik på der at tage varigt ophold, og udlændingen opholder sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. § 17 a, stk. 1, henviser til hele § 17 og dermed også til den del af § 17, stk. 1, der vedrører opgivelse af bopæl. Forarbejderne til § 17 a, herunder pkt. 8 i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3 (om § 17 a) i lovforslag nr. 335 af 27. maj 1993 må forstås i overensstemmelse hermed. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse omtalt udlændingelovens § 17 a og har ikke taget stilling til, om opholdstilladelsen efter denne bestemmelse kan anses for bortfaldet. På den baggrund ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til styrelsen til fornyet prøvelse.” Iran/2019/42/TLNJ
