Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra [by], Chalous Mazadaran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har foreholdt sig kritisk og stillet spørgsmålstegn ved tilstandene i det iranske militær, hvor han har arbejdet som helikopteringeniør i perioden mellem [dato] april 2007 og indtil [dato] august 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden den [en nærmere bestemt dato i] april 2017 har været ansat i det iranske militær. Ansøgerens opgaver bestod i at reparere og vedligeholde helikoptere. Han arbejdede på en militærbase i [by]. [I] maj 2014 var ansøgeren til et foredrag med en officer ved navn [S]. Efter foredraget kunne tilhørerne stille spørgsmål, og ansøgeren spurgte, hvorfor Iran sendte mænd til Syrien for at støtte Bashir al-Assad, og hvorfor det var vigtigt for Iran at have kernevåben. [S] bad ansøgeren sætte sig ned igen. Der var også andre blandt tilhørerne, der stillede kritiske spørgsmål. Efterfølgende opstod der uro og [S] forlod lokalet. En person fra visiteringsenheden spurgte om ansøgerens navn. [I] juni 2014 blev ansøgeren indkaldt til et møde hos visiteringsenheden. Han fik at vide, at han ville blive indkaldt til et disciplinært møde. [I] juli 2014 blev ansøgeren indkaldt til endnu et møde, hvor han fik at vide, at han havde brudt militærreglerne, og at han derfor ikke kunne stige i rang i to år. Ansøgeren fik endvidere besked på, at han skulle melde sig til den disciplinære enhed i Teheran. [I] december 2014 var ansøgeren til et møde i disciplinærenheden, og han blev spurgt ind til, hvorfor han havde stillet kritiske spørgsmål. [I] januar 2015 blev hans sag overdraget til sikkerhedsenheden. Fra januar 2015 blev ansøgeren månedligt indkaldt til et møde hos militærsikkerhedsenheden. Ansøgeren var til møde i militærsikkerhedsenheden fem til seks gange. Formålet var, at det skulle afklares, hvorvidt han udgjorde en trussel for det iranske militær. Han fortsatte samtidig sit arbejde i militæret. Ansøgeren blev afhørt om, hvorvidt han tilhørte en særlig gruppering, og om han støtte den vestlige verden. Under møderne blev ansøgeren truet med at blive henrettet. Ansøgeren var til sit sidste møde i militærsikkerhedsenheden [i] august 2015. [I] august 2015 var ansøgeren, sammen med de andre ansatte og deres familier, inviteret til et arrangement på militærbasen i [by]. Det var et socialt arrangement, der handlede om, hvordan det var at arbejde i militæret. En officer holdte tale. Under officerens tale rejste ansøgeren sig op og fortalte om sin sag, og i denne forbindelse spurgte ansøgeren officeren om hjælp. Andre ansatte fortalte også om deres problemer og stille spørgsmål til officeren. Som følge heraf opstod der tumult i lokalet. Officeren forlod lokalet. Ansøgeren forlod også lokalet ad en anden vej. Ansøgeren deserterede fra militæret og udrejste af Iran [i] august 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret præcis, detaljeret og konsistens under hele sagsforløbet. Nævnet finder på baggrund af den fremlagte indstilling, hvorefter han alene idømmes disciplinær straf og da undersøgelsen af hans forhold varede i mere end 15 måneder, hvor han kunne passe sit arbejde imens sammenholdt med, at han har forklaret, at det at han i over et år var i myndighedernes søgelys, ikke var hans problem, at denne episode ikke er asylbegrundende. Under den anden episode [i] august 2015 har ansøgeren forklaret, at han ikke stillede kritiske spørgsmål eller var uhøflig. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at denne episode alene eller i forbindelse med den første skulle udgøre et problem, der kunne begrunde asyl. Nævnet finder i overensstemmelse med fast praksis, at det forhold, at han er deserteret og er udrejst illegalt ikke kan begrunde asyl. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/41SME
