Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Gonbad-e Kavus, Golestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er ateist og har kopieret og uddelt materiale, der omhandlede kritik af islam. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning [i foråret] 2017. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra islam og ateisme til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget kristne aktiviteter, herunder startet på bibelstudium, deltaget i Jehovas Vidners møder og siden januar 2018 deltaget i den offentlige missionsvirksomhed. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i sommeren] 2018 blev døbt, og at han har intensiveret sin offentlige missionsvirksomhed. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konversion først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger tidligere har været stærkt politisk aktiv ateist, der nu skulle være konverteret og kristen forkynder. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine betragtninger herom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han tilfældigt kom i kontakt med Jehovas Vidner i Tyskland og blev interesseret heri ikke forekommer overbevisende. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i iranske kredse – ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgerens ansøgning om asyl. Ansøgeren har en stor viden om kristendommen, men Flygtningenævnet finder, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra Jehovas Vidner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans tilknytning til Jehovas Vidner er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin tilknytning til Jehovas Vidner, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil, hvor ansøgeren har lagt opslag med kristent indhold, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af opslagene, herunder at opslagene ligeledes bærer præg af at være lagt op i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv. Facebook-profilen fremstår således konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt bl.a. baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/39/FAM
