Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst den 1979.
Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, hvorefter han indrejste i Danmark [i vinteren] 1992. [I foråret] 1997 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved dom af [foråret] 1997 blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, nr. 1. Klageren blev samtidig frifundet for udvisning af Danmark. Ved dom af [efteråret] 1998 blev klageren idømt fængsel i 20 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ved dom af [efteråret] 2006 blev klageren idømt fængsel i to år og tre måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved dom af [vinteren] 2007 stadfæstede landsretten byrettens dom af 19. september 2006.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er fra Zahedan i Balouchistan-provinsen, Iran. Den 24. oktober 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke længere er til hinder for klagerens udsendelse. Udlændingestyrelsen har i deres vurdering lagt vægt på, at klageren den 7. december 2017 førte en bil på diplomatnummerplade registreret til den iranske ambassade i Danmark. Flygtningenævnet skal herefter på ny træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været medlem af partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan i perioden fra 1982 til 1984. Til støtte for asylmotivet, har klageren oplyst, at han i 1987 blev anholdt af de iranske myndigheder og sigtet for spionage og våbensmugling. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb. Efter sin løsladelse indrejste klageren i Afghanistan for at udføre aktiviteter for partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan. I 1989 blev klageren anholdt af de afghanske myndigheder og fremstillet for den iranske ambassadør i Afghanistan med henblik på udlevering til Iran. I 1990 forsøgte de iranske myndigheder at få klageren udleveret, mens klageren befandt sig i Kabul. Det lykkedes klageren at undslippe, hvorefter han søgte beskyttelse hos FN, som indstillede ham til genbosættelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at de forhold, der førte til, at klageren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fortsat er til stede. Nævnet bemærker herved, at der efter de foreliggende omstændigheder ikke kan lægges en sådan vægt på klagerens brug af en bil, indregistreret til den iranske ambassade, at dette udelukker en risiko for forfølgelse af klageren ved en tilbagevenden til Iran. Klageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er udvist med indrejseforbud og kan således ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingeloven § 10, indeholder en vurdering af grovheden af klagerens kriminalitet over for andre hensyn, herunder hensynet til familiens enhed. Endvidere må det tillægges betydning, at kriminaliteten er begået for over ti år siden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der, uanset at der ikke er faldet dom vedrørende den nu foreliggende sigtelse for grov narkotikakriminalitet, ikke ved denne vurdering kan bortses fra, at klageren er varetægtsfængslet som sigtet herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet afvejning af klagerens forhold, at der ikke foreliggende sådanne særlige grunde, der taler for opholdstilladelse, at der grundlag for at meddele en sådan, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse.” Iran/2019/35/TBP
