Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter ankomsten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi der blev fundet en bibel i hans skrivebordsskuffe på hans arbejds-plads, der havde tilknytning til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Teheran var ansat som sælger i et fødevarefirma, og at han havde en kollega ved navn [X]. Ansøgeren har videre oplyst, at han på et tidspunkt lagde mærke til, at [X] altid sagde noget, inden han spiste sin frokost, og fire måneder forud for sin udrejse spurgte ansøgeren [X], hvad han sagde. [X] besvarede spørgsmålet ved at tale om Gud. Han sagde, at man skulle takke Gud, fordi han havde skabt den mad, som man spiste. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende talte om religion i en måned, førend [X] fortalte, at han var kristen. Herefter talte de om kristen-dommen i tre måneder forud for ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren har oplyst, at [X] gav ham en bibel 2-3 dage inden udrejsen. Ansøgeren fik biblen overrakt på kontoret en torsdag for-middag. Derefter forlod han kontoret for at holde ferie i fem dage, og senere samme dag rejste han til byen [A] sammen med to af sine venner. Ansøgeren glemte imidlertid biblen i en skuffe på arbejdspladsen, og lørdag formiddag blev han ringet op af [X], der fortalte, at hans kollega [Y] havde fundet biblen og afleveret den til hans chef. Lørdag eftermiddag ringede ansøgeren til sin mor, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl, ransaget ansøgerens værelse og sagt, at han skulle henvende sig til myndighederne. Samme aften kørte ansøgeren til byen [B], hvorfra han dagen efter udrejste af Iran. Ansøgeren har forklaret, at han efter ankom-sten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har modtaget bibelundervisning ugentligt, ligesom han har deltaget i gudstjeneste om søndagen i både Tyskland og Danmark, og [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forkla-ring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og konstrueret. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at grunden til udrejsen af Iran var frygt for forfølgelse i anledning af, at ansøgeren skulle have glemt en bibel eller et andet kristent skrift i sin skuffe på sit arbejde, der var ejet af personer med tilknytning til Sepah. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvem der angiveligt fandt bogen på arbejdspladsen, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at bogen var fundet af hans kvindelige kollega [Y], mens han til asylsamtalen har oplyst, at bogen blev fundet af en ferieafløser ved navn [K]. Ansøgerens forklaringer om, hvem der ransagede hans kontor, er heller ikke konsistent, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af nogle mænd i civilt tøj, mens han til asylsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af ansøgerens chef og kolleger. Ansøgeren har under asylsagens behandling desuden givet forskellige oplysninger om sit nærmere bekendtskab med kollegaen [X] og har ikke under samtalerne med styrelsen kunnet redegøre nærmere for indholdet af sine samtaler med [X], selvom det angiveligt var disse samta-ler, der vakte hans interesse for kristendommen. Herudover er oplysningerne i Udenrigsministe-riets notat af 25. september 2012, hvoraf det blandt andet fremgår, at besiddelse af en bibel ikke i sig selv er strafbar, også indgået ved nævnets vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren efter udrejsen af Iran reelt er konverteret fra islam til kristendommen. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det fo-rekommer påfaldende, at ansøgeren – henset til at hans interesse for kristendommen angiveligt allerede var vakt forud for udrejsen af Iran – ikke opsøgte kirke umiddelbart efter indrejsen til Danmark [ultimo] 2015, og at ansøgeren således først under sit ophold i Tyskland [primo] 2016 kom i kontakt med en kirke, hvor han fulgtes med nogle venner, der gik til bibelundervisning i kirken. Når disse forhold sammenholdes med ansøgerens hidtidige forklaringer om sine bevæg-grunde for at konvertere til kristendommen, hans fremtræden for nævnet og hans generelle tro-værdighed i forhold til det ovenfor angivne asylmotiv i Iran, jf. herved UNHCR’s handbook pkt. 203 og 204, kan nævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Oplysningen om, at ansøgeren er blevet døbt i [begyndelsen af] 2017, og de fremlagte kirkelige udtalelser kan efter deres karakter ikke føre til en anden vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/31/thv
