Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde ved navn [X]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i begyndelsen af 2016 var på vej på arbejde i sin bil, da han så en kvinde på gaden. Ansøgeren standsede bilen, og kvinden, der hed [X], steg ind. Ansøgeren gav [X] et lift, de faldt i snak og han gav hende sit telefonnummer. Herefter indledte ansøgeren et forhold til [X]. Ansøgeren har oplyst, at [X] fortalte ham, at hun boede sammen med sin datter og bror, og at hendes ægtefælle var afgået ved døden. En dag ringede [X] dog til ansøgeren for at fortælle, at hendes ægtefælle havde sat et overvågningskamera op i soveværelset, og at han derfor vidste, at ansøgeren og [X] havde et seksuelt forhold. [X] fortalte også, at hendes ægtefælle var ansat i Sepah, og at hun var flygtet fra sin bopæl, fordi hun frygtede, at hendes ægtefælle ville slå hende ihjel. Samme dag rejste ansøgeren til Uromieh, hvor han opholdt sig i to dage, hvorefter han rejste videre til Tyrkiet. En uge efter udrejsen blev ansøgerens families bilforretning og bopæl opsøgt af [X’s] ægtefælle, der spurgte efter ansøgeren og truede med at slå både ansøgeren og [X] ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og ikke overbevisende. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvornår han mødte [X] første gang, om hvor lang tid han og [X] havde et forhold til hinanden, og om [X] havde oplyst over for ansøgeren, om hun var fraskilt eller enke. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvornår han mødte [X], ikke fremstår troværdig sammenholdt med de foreliggende oplysninger om EU-RODAC-hits vedrørende ansøgeren i Grækenland. Herudover har nævnet lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren – henset til sin stadige kontakt til sin familie i ansøgerens og [X’s] nærområde – ikke er bekendt med [X’s] videre skæbne og i øvrigt ikke ses at have gjort særlige tiltag for at få nærmere oplysninger herom. Endelig er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at [X’s] ægtefælle angiveligt ikke har anmeldt ansøgeren til myndighederne til trods for, at han skulle være i besiddelse af en overvågningsvideo, der viser [X] og ansøgeren sammen, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om, at [X’s] ægtefælle, ud over et enkelt tilfælde kort tid efter ansøgerens udrejse, på daværende tidspunkt skulle have opsøgt eller kontaktet ansøgerens familie. De nu af ansøgeren fremsatte udsagn om trusler og angreb mod ansøgerens mor og hærværk mod en bil tilhørende hans familiemedlemmer kan ikke føre til en anden vurdering, da det udelukkende beror på ansøgers egen formodning, at disse forhold skulle have sammenhæng med ansøgerens angivelige konflikt. Det kan i lyset af det anførte om ansøgerens generelle troværdighed heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren nu for nævnet har forklaret, at familiens bopæl sidste sommer efter afholdelsen af asylsamtalen skulle være blevet stormet af Revolutionsgarden, der spurgte efter ham. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren nu via sin Facebook-profil og instagram-konto i Danmark fra efteråret 2017 og således efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, er påbegyndt politisk aktivitet med regimekritiske indlæg, er et forhold, der kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder, at ansøgeren, uanset at profilen er åben, ikke ved disse aktiviteter, der først er iværksat efter ankomsten til Danmark, har profileret sig på en sådan negativ måde i forhold til de iranske myndigheder, at han herved har sandsynliggjort et behov for beskyttelse. Hertil kommer, at ansøgeren ikke tidligere har udvist nogen form for politisk aktivitet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren på udokumenteret grundlag har oplyst, at han har modtaget trusler i anledning af sine aktiviteter på internettet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/30/thv
