Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas, Iran. Ansøgeren var tidligere agnostiker, men har efter det oplyste konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet og udsat for overgreb af det iranske regime, idet han havde udført regimekritiske aktiviteter og var anklaget for at være medlem af PJAK. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han også efter Flygtningenævnets afgørelse [i] 2016 har deltaget i aktiviteter arrangeret af PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen begyndte, da han var indkvarteret på [asylcenter A], hvor en ven fortalte om kristendommen og inviterede ham i kirke. Ansøgeren var i kirke for første gang omkring [sommeren] 2016 i [en nærmere bestemt kirke B i en nærmere bestemt by]. Ansøgeren har siden hen deltaget i en række aktiviteter, herunder i gudtjenester og undervisning. [En nærmere bestemt dato i sommeren] 2017 blev ansøgeren efter gennemførelse af dåbskursus døbt i [en nærmere bestemt kirke C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at interessere sig for kristendommen efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på asyl. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor meget han praktiserede islam i Iran og om hans forældres holdning hertil. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen, idet ansøgeren har svaret afglidende og gentagende på de stillede spørgsmål herom. Det bemærkes, at det er Flygtningenævnets vurdering, at heller ikke selve dåben har haft betydning for ansøgeren, idet ansøgeren f.eks. ikke var vidende om, at han blev døbt på en helligdag, ligesom han heller ikke har delt et billede på Facebook af dåben, selv om han har delt andet kristent materiale. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved efter Flygtningenævnets afslag [i] 2016 at fremlægge en iransk fødselsattest, der viste sig at tilhøre en anden person. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark har deltaget i 5-6 aktiviteter arrangeret af PJAK, herunder foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har videre forklaret, at hans første Facebook-profil, hvorpå han har delt et par religiøse budskaber og også politiske budskaber, er blevet spærret – muligvis af de iranske myndigheder – og at han derfor har oprettet en ny, hvor han også opslår politiske og religiøse budskaber. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at hjemvises sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/3/STRAA
